Udfordringen spør de unge: Hvad synes du om at gå på efterskole?
Signe Thorup fortæller om sine oplevelser med livet på en kristen efterskole.Signe Thorup er 16 år og kommer fra Bording i Midtjylland. Hun har gået på efterskole i to skoleår.
– Jeg har gået på Djurslands Efterskole i to år. Det er en kristen efterskole. De går meget op i musik og volleyball, men det er ikke ligefrem en musik- eller idrætsefterskole. Der er lidt for enhver smag.
Hvordan oplevede du skiftet fra din tidligere skole til efterskolen?
– Den største omvæltning var nok, at der hele tiden var mennesker omkring mig. Der var ikke så meget tid til at være alene med sine egne tanker, og jeg blev faktisk lidt stresset i starten. Man oplever jo helt vildt mange ting hele tiden, og så var det svært at få tid til at tænke tingene igennem. Det var på en måde et lidt voldsomt skift, men også utrolig positivt. Jeg oplevede en rigtig god måde at være sammen med andre i forhold til min gamle skole.
Hvad var den største omvæltning?
– Jeg tror egentlig, det var, at jeg var sammen med en masse andre, der troede på det samme som mig. Der var så mange, jeg kunne snakke med om det, jeg troede på. Det var en stor omvæltning, men meget positivt.
Hvilken rolle spillede det for dit valg af efterskole, at dens grundlag var kristent?
– Det betød rigtig meget. Jeg havde fået en personlig tro og ville meget gerne være på et sted, hvor de troede på det samme. Det var vigtigt for mig, at det var en skole, der ville noget med kristendommen.
Hvordan kunne man mærke i dagligdagen, at det var en kristen efterskole?
– Der var andagter morgen og aften. Alle lærerne var kristne, og man kunne mærke på dem, at de gerne ville give noget videre til eleverne og vise dem, at kristendommen er en god vej at gå på. Og så var der jo også mange af de andre elever, der ville noget med deres tro. Så det var nemt at snakke om sin tro med vennerne.
– Jeg vil klart anbefale andre at tage på efterskole, for man får en chance for at lære sig selv meget bedre at kende. Det gjorde jeg i hvert fald, slutter Signe.
Knapt 28.500 elever er i år startet på en af landets 263 efterskoler. I 1980 fandtes der 180 efterskoler, og der er således tale om en markant stigning på 46%. Der er registreret 49 efterskoler med idé/baggrund som værende kirkelig.
Kilde: www.efterskole.dk