Bogtema
Jonatan Tylsgaard Larsen
Den Assyriske Spion
Stor historisk debutroman af 28-årig erhvervsjurist i DONG, som allerede er i gang med den næste roman.Den 30. maj nød Signe og Jonatan Tylsgaard Larsen den smukke sommeraften ved Hellerup strand. Signe tog billedet (t.v.), men pludselig fik hun veer og måtte i hast køres til Frederiksberg Hospital, hvor hun tre timer senere nedkom med Julie!
Men Jonatan havde også et andet barn undervejs… hans første bog, som netop i de dage blev gjort færdig.
Nu er den udkommet, og det er en kæmpe roman på næsten 600 sider!
Den assyriske spion er en fri fiktion over faktiske historiske begivenheder ca. 700 før Kristus, hvor Juda (den tiloversblevne sydlige del af Israel) blev angrebet af assyrerkongen Sankerib.
Begivenhederne er omtalt både i Bibelens kongebøger, i de assyriske kilder og i Herodots værker.
– Men det er alligevel begrænset, hvor meget man ved om Assyrien, så det er muligt at læse det hele – og der er god plads til fantasien.
Idéen til romanen fik Jonatan i 2005, da han læste om Sankeribs belejring af Jerusalem og bemærkede, at der i 2. Kongebog 18,26 står, at den assyriske udsending talte hebræisk – jødernes sprog.
»Tal dog aramaisk til dine tjenere; det forstår vi godt. Lad være med at tale judæisk til os, når folkene på muren kan høre det.« sagde de.
Men kommandanten sagde til dem: »Tror du, at det kun er til din herre og til dig, min herre har sendt mig for at sige dette? Nej, det er til de mænd, der sidder på muren, som snart skal æde deres eget skarn og drikke deres egen urin sammen med jer!«
Hvor havde en højtstående assyrisk kommandant lært at tale hebræisk? tænkte Jonatan. Det kunne der selvfølgelig være mange forklaringer på, men den der lød bedst i Jonatans ører var, at kommandanten havde en fortid som spion i Judæa. Sådan opstod hovedpersonen Gimil-ea – den assyriske spion.
Og det er ikke første gang, Jonatan har udtænkt et plot til en roman. Hver jul gav han sin far litterære julegaver, og han elskede at læse romaner.
– Jeg håbede, at jeg en dag selv kunne skrive én. Jeg udtænkte ofte koncepter for romaner allerede i skolen, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle skrive romanerne.
Så begyndte jeg at skrive noveller og digte. Et par af novellerne blev offentliggjort.
En af novellerne handlede om Jonatans bedstefar, og det han havde fortalt om at være soldat på østfronten i Rusland under 2. verdenskrig.
– I starten var det ikke så meget, han sagde om det. Men lidt efter lidt kom det.
Jonatan blev selv født i Bonn i Tyskland. Hans far Poul, som var søn af en diplomat, forelskede sig i den tyske pige Angelica. De oplevede en kristen omvendelse i slutningen af 60erne og flyttede til Nordsjælland.
Senere slog de sig ned i Bylderup Bov i Sønderjylland, for at børnene kunne få noget mere landluft.
Her begyndte Jonatan i 2. klasse, og det viste sig hurtigt, at han var velbegavet – og eventyrlysten. Han måtte bare ud og opleve noget.
Efter nogle år på efterskole, tog han til Kvitsund i Norge for at tage gymnasiet dér, samtidig med at han arbejdede på hotel. Midt i det hele kørte hans mor galt i en bilulykke og blev delvist lammet, så han måtte vende hjem. Han afsluttede dog senere gymnasiet i Norge.
Da han vendte tilbage, tog han de næste tre år en bachelor i handel og sprog på Syddansk Universitets afdeling i Flensborg.
Tysk var næsten lige så nemt for ham som dansk, og han tog også timer i spansk for at forberede sig til et halvt år hos en mexicansk familie, mens han gik på universitetet i Monterrey. Ind i mellem var han tjener på Torvet i Tønder og opstillet til byrådet i Tinglev for Kristendemokraterne.
På grund af forældrenes omvendelse, var han født ind i Luthersk Mission. Derfor var det naturligt for ham at tage på LMs højskole i Hillerød i 2003, hvor han blev et helt år på grund af det gode fællesskab. Han blev også valgt til formand for eleverne.
Dér mødte han også Signe, som er fysioterapeut, og de to blev gift. Signe har hjulpet med at gennemlæse hans manuskripter for at finde fejl.
– Når jeg fik manuskriptet tilbage fra hende var det mere rødt end sort af rettelser… Hun er bedre til detaljerne, mens jeg mere ser de store linjer, forklarer Jonatan.
Også forfatteren Thomas Teglgaard har været behjælpelig i tilblivelsen af manuskriptet.
– Thomas Teglgaard var nærmest min mentor. Jeg skrev romanen om mange gange.
Det har været hektisk ind i mellem, indrømmer Jonatan, der skrev sit speciale til sin master fra CBS i København samtidig med romanen. Han arbejder nu som erhvervsjurist på DONG med strategiske opkøb og fusioner.
– Det at skrive på romanen har været en god afveksling i det daglige, når jura og økonomi blev for gråt og trist.
– Bliver der tid til at skrive mere, nu hvor du også er blevet far til Julie?
– Nu går der jo meget tid med dét – men jeg er da i gang med en ny roman.
– En historisk roman?
– Nej, den handler om en menneskeretsforkæmper i Honduras, så det er noget helt andet, fortæller Jonathan.
I folkeskolen især pløjede Jonatan sig igennem Poul Hoffmanns bibelhistoriske bøger, som han også sætter højt. Hoffmann har skrevet et halvt hundrede romaner, bl.a. en trilogi om Moses.
– I en periode var han en stor inspiration for mig, siger Jonatan, hvis egen roman er forskellig fra mange andre bibelske romaner. De bibelske personer er her kun bi-personer, mens han selv har fundet på tre fiktive ikke-bibelske personer, som er hovedpersoner i beretningen.
Stilen er næsten som i de store gamle russiske romaner, hvor forfatteren ovenfra beskriver flere personer og lader læseren på skift følge forskellige personers tanker og følelser.
Det bliver en meget bred episk fortælling, som læseren ikke sådan lige bliver færdig med på en aften. De fremmedartede assyriske, babylonske og jødiske navne gør det ikke lettere, men til gengæld kan man hygge sig med den lange fortælling i mange lange vinteraftner. At en roman er næsten endeløs, er en del af fornøjelsen for romanelskere.
– Har du læst Krig og Fred?
– Ja, den kan jeg godt li, og den er jeg også blevet inspireret af, svarer Jonatan.
– Der er to genrer, som jeg er meget betaget af. Den ene er store historiske dramaer, som har det store billede. Den anden er samfundskritiske romaner.
– Har du et budskab?
– Hovedmålet har været at skrive en god historie.
– Jeg har en aversion imod romaner, som er manipulerende, og hvor personerne ender med at mene det, som forfatteren mener.
Derfor har jeg forsøgt at lade personerne opføre sig naturligt på godt og ondt. De er ikke enten gode eller onde, men indeholder meget forskelligt. Man kan forstå dem, selv om de ikke gør de rigtige ting. For sådan er verden bare. Det ender ikke med, at verden er, som den skal være.
Jeg oplevede, at personerne efterhånden måtte handle på en bestemt måde, hvad enten jeg ville det eller ej. De måtte handle ud fra deres motiver og personlighed. Og hvis jeg forsøgte at lade dem gøre noget andet, duede det ikke, afslører den 28-årige forfatter.
Signe og Jonathan Tylsgaard Larsen kom en periode i Vineyard-menigheden i København. De var derefter med til at opstarte Valgmenigheden i København, som er en ny Oase-menighed. Jonatan sidder i menighedsrådet, mens Signe er aktiv på andre måder.
Jonathan Tylsgaard Larsen:
Den Assyriske Spion
580 sider, Fokal, 299,95 kr.
