1,5 mio marcherede for Jesus i Brasilien
Antallet af evangelikale kristne er stigende i Brasilien. En vækst der afspejles i den årlige Jesus-march, der netop er gennemført for 17. gang i det katolske land.Det er 17. år i træk, hundredvis af de evangeliske kirker i Brasilien marcherer for Jesus gennem San Paulos gader. I år strakte ruten sig over cirka fire kilometer, og halvanden mio. mennesker deltog i marchen.Antallet er bemærkelsesværdigt i et land, der er hjemsted for verdens største romersk-katolske befolkning.
Næste tre fjerdedele af den brasilianske befolkning betegner sig som katolikker. Et antal, der dog er på retur.
March for Jesus afholdes hvert år på den katolske festdag Corpus Christi (Kristi legemsfest, red.), der er national helligdag i Brasilien. Den akkompagneres af kristne bands, ligesom prædikanter og lokale berømtheder medvirker.
I år blev marchen sponsoreret af kirken, Reborn in Christ Church, som blandt andre de kendte fodbold-fætre Kaká og Eduardo Delani tilhører.
Ifølge nyhedsbureauet The Associated Press har Kaká også tidligere aktivt medvirket i de initiativer, de evangelikale kristne har taget for at formidle evangeliet om Jesus til brasilianerne.
Senest i en kampagne sidste år, hvor 48.000 kirker og mere end 850.000 hjem blev mobiliseret omkring et fremstød med tv-dækning.
Blandt andet fortalte fodboldstjernen fra AC Milan her åbent seerne om sin kristne tro.
Satsningen blev bakket op af lokale kristne, der inviterede venner og familie på besøg for at se de evangeliske tv-programmer i bedste sendetid, hvorefter de delte deres vidnesbyrd med gæsterne og opmuntrede disse til selv at give deres liv til Jesus.
Fremstødet løb over tre dage og har sammen med March for Jesus bidraget til, at antallet af evangelikale kristne i Brasilien fra 1990 til 2000 er øget med 15 pct. I samme periode er den katolske befolkning faldet fra 84 til 74 pct.
I takt med udviklingen og den stigende opslutning om Jesus Marchen på Corpus Christi hævder kritikere dog, at de evangelikale søger at konvertere katolikker.