Afrikanske skoleledere udforskede dansk kultur
Ken Ochieng og Jaco Lourens leder undervisningsprojekter i et marginaliseret område i det østlige Kenya. De har netop været på studiebesøg i Danmark.Ken Ochieng er daglig leder af Life Ministry, mens Jaco Lourens er skoleadministrator. De har begge siddet på skolebænken i Danmark for at lære om den danske kultur og om deres danske partnerorganisation, International Aid Services (IAS) i Brande. Besøget er en del af en partnerskabskonference, der skal styrke samarbejdet mellem Danmark og Kenya.:
– Med besøget får de en større forståelse af, hvem vi er, hvorfor vi gør som vi gør, vores rolle, og værdien af partnerskabet. Og ikke mindst af den rolle, som kirken i Danmark spiller i samarbejdet, siger daglig leder i IAS, Torben Madsen.
Siden Ken Ochieng og Jaco Lourens ankom til Danmark i lørdags, har de mødt den danske kultur bl.a. ved et besøg i København og på dens seværdigheder, på virksomheder, på en skole, i deres partnerkirke i Blåhøj og på IAS kontorer.
Partnerskabskonferencen er støttet af Danida gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU).