Andreas advent er uden fjernsyn
Andreas forslag til at fejre advent før jul
1) Læs/bed en adventssalme hver dag (find dem i Salmebogen)
2) Pynt til advent således, at tankerne ledes hen til kun ét (ikke 1000) lys i mørket – en særlig stjerne, som lyser op på himlen.
3) Lav en anderledes pakkekalender: Find hver dag i advent på noget, som du kan gøre for eller give til en eller anden.Schweizisk fødte Andrea von Dosenrode-Lynge forholder sig bevidst til sine kristne værdier – og advents-traditioner i en familie, hvor man har valgt ikke at have fjernsyn.
Andrea tager smilende imod på en frostklar decemberdag, hvor solens lange stråler følger med ind i de højloftede stuer i den hvide hjørnevilla.
Hun har taget sine barndoms adventsskikke med fra Schweiz, og her indtager julekrybben med indlagt lys en central plads.
En efter én kommer familiens fire børn dumpende hjem fra skole og forsvinder op ad den store trappe til første sal.
Hvordan går det til, at borgmesterens datter fra en lille by i Sankt Gallen, i den østlige del af Schweiz, i dag bor i Nordjylland?
– Jeg valgte at blive jurist. Det var virkeligt det, jeg følte, jeg var kaldet til, og det var meget spændende for mig. Jeg rejste til den anden ende af landet, hvor man kunne blive tosproget jurist, både fransk og tysk. I den første uge på mit studium lærte jeg Søren at kende. Han var i Schweiz for at læse folkeret.
Andrea fik job, først i byretten i Zürich og senere i overretten i Zürich, der kan sammenlignes med landsretten her i Danmark. Andrea og Søren blev gift.
Tænkte du på, at Søren kun kunne få arbejde i Danmark, så det var dig, der skulle rykkes op med rode?
– Ja. Det var ikke nemt, og det sværeste var at vide allerede dengang, at jeg ikke kunne bruge min uddannelse mere. En uddannelse som jurist relaterer til landets ret. Dansk ret er meget forskellig fra den schweiziske.
Andrea skænker te i fine kopper. Albummet på bordet er slået op på barndomsfotos fra Schweiz i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne. Anne Marie, familiens yngste datter, kigger ind. Hun er som de andre børn blevet passet af sin mor hjemme i de første barndomsår.
I dag arbejder Andrea som daglig leder af Kaj Munk Forskningscenter på Aalborg Universitet.
Hvordan er det at arbejde med et ikon som Kaj Munk?
– Kaj Munk er et utroligt spændende menneske med mange facetter. Jeg har meget stor respekt for hans idealisme. Når han havde erkendt noget som rigtigt, så fulgte han det, uanset hvad det så kostede ham eller hans familie.
Han var en sammensat person; at beskæftige sig med alt det, han har skrevet, er aldrig kedeligt. Man finder altid nye sider og nye facetter.
I har en særlig juleudsmykning i jeres hjem.
– Det, vi går op i, er vores julekrybbe. Der er nogle få nisser, som Søren har fra sin mor, men ellers er der mange engle. De står der faktisk hele året, men det skal man nok ikke sige til nogen. Andrea ler en perlende latter.
– Jeg kunne bare ikke nænne at stille dem væk igen.
Men det er jo også Guds budbringere.
– Ja, men krybben, den kommer kun frem i advent og juletiden. Så ser man figurerne, og lige så stille kommer man mere og mere i julehumør.
Er det en tradition, du har taget med dig fra Schweiz?
– Ja, i vores eget hjem havde vi en meget enkel krybbe, som var lavet af en træskærer med meget enkle figurer. Der var Jesus, Maria og Josef og de to æsler. Faktisk skulle man virkelig have sin egen fantasi med for at tænke sig til alt det udenom.
Men min morbror havde en i sin kro. Den var helt vidunderlig fantastisk, og folk kom langvejs fra for at se den i adventsperioden og helt til Hellig tre konger. Den var ca. ti meter lang og halvanden meter høj! Et stort landskab med masser af mos, små træer og dekorationer og mange krybbefigurer og engle. Den var nærmest barok.
Udtrykker sådan en krybbe en kristen bekendelse?
– Jeg ville personligt ikke stille den op, hvis den ikke faldt sammen med min tro. Men jeg kan godt forestille mig, der er nogen, der bare stiller den op for børnenes skyld.
Jeg kan huske, at vi juleaften knælede ved krybben, og så læste min mor juleevangeliet, og vi sang nogle salmer ved krybben.
På bordet ligger en smuk samling stjerner lavet af strå. De minder på en særlig måde, om at der er advent før jul.
– Jeg undrer mig over, at vi bruger så meget guld og sølv og store lyskæder i vores julepynt. Ja, at vi bruger så utrolig mange penge på julepynt. Nogle pynter husene op, så de ligner karneval. De her stråstjerner minder mig om, at Jesus han lå på strå.
Er de fra dit hjem?
– Ja, og dem sætter vi på juletræet, så kan de dreje i varmen fra bivoks-julelys.
Jeg kan huske duften endnu af gran og lys lavet af bivoks. Det dufter helt specielt, det er vidunderligt.
Vi var meget bevidste om adventsperioden. Vi var i kirken den første dag i advent. Et kæmpestort alterbillede dækkede hele bredden af kirkeskibet. Til advent kom der et violet forhæng op over det. Præsten var også i violet. Der var ingen orgelmusik i hele advent, det var altid a capella-sang, for det handlede om at forberede sig til jul.
Hvad indtryk har det gjort på dig som en lille pige?
– Det er noget, jeg længes efter nogle gange, fordi vi dengang formåede at skabe den ro og fordybelse, der er så svær at opnå. Det har formodentlig allerede den gang været lidt af en kamp. Jeg synes bare, det er kanon vigtigt. Roen kommer ikke af sig selv; det er et valg.
Hvordan gør man det med fire børn?
Andrea ler højt :
– For os lykkes det næsten bedst, når vi tænder ild i pejsen. Vi slukker for alt andet lys, og så læser jeg. Lige nu læser vi faktisk Narnia-historien, og den er rigtig god til advent, for der har man hele den forventning om Aslans komme. Så det passer faktisk rigtig fint.
Men Andrea – hvordan kan man klare at være kristen i sådan en sekulær kultur, som vi lever i? Hvordan passer man på det hvordan plejer man sin tro?
– Det vigtigste er jo, at man selv tager sig tid til stilhed og til at fordybe sig i bøn og bibellæsning. Hvis det glipper, så kan man heller ikke skabe den ro for andre eller i en familie. Og så må man tage tilløb og sætte nogle timer til side. Nu her i aften vil vi se på det her adventslys, når vi nu er sammen, og læse sammen. Men vi har det måske en smule lettere, fordi vi har valgt fjernsyn fra.
Der er nogle ting, man skal vælge til, og andre, man skal vælge fra. Man kan ikke have tid til det hele, så vi skal prioritere, hvad det er, vi vil.
Savner I det aldrig?
– Nej.
Hvad siger børnene?
– Det er sjældent, vi taler om det. Når vi er på ferie hos min mor, kan de se alt det fjernsyn, de vil. Så tager vi hjem igen, og så er der ikke fjernsyn, men de har computere. Vi har også en skærm, så de kan se lejet film. Men så er vi fri af det der tyranni, der siger, at nu er klokken syv eller halv otte, og nu skal vi se nyhederne i fjernsynet. Hvis det passer bedre med, at vi ser på et adventslys, så gør vi bare det.
Er det et valg, I er enige om som familie?
– Ja.
I tager det ikke op hvert år og spørger: Skal vi have fjernsyn i år?
– Det er de voksnes beslutning. Indtil nu har vi ikke set grund til at ændre det. Vi trives med det.
Hvad er dit juleønske?
– Det dejligste ved julen, er forventningen om Jesu genkomst, og mit juleønske er, at jeg kan blive ved med at beholde forventningen, at det kan være jul året rundt, og at forventningens glæde kan fylde hele året.
Af Birthe N. Folkerman
