En pilgrimsrejse til Medjugorje

Den 28. august var vi 23 forventningsfulde mennesker, som i fællesskab tog på en 8 dages pilgrimsrejse til Medjugorje i Ex-Jugoslavien.

Er det ikke guddommeligt, at der nu i vores tid 2009 kan være en smag af Paradis, hvor himmel og jord smelter sammen, som det sker i Medjugorje? spørger Niels Holger Hansen.

Det blev en kæmpe rig oplevelse. Medjugorje kom på landkortet i 1981, da Jomfru Maria åbenbarede sig første gang for seks børn. Jomfru Maria er blevet ved med at åbenbare sig for disse seks børn nu gennem 28 år. De er nu voksne, har alle giftet sig og har selv børn. Jeg tænker mig, at de bruger deres tid til at fortælle om, hvad de oplever, og videregiver budskaberne. Det er ikke absolut noget nemt liv som seer, at stå med det ene ben i himmelen og det andet på jorden, men de er selvfølgelig lykkelige over at modtage disse budskaber til gavn og glæde for mennesker.
Vi blev ledet på turen af Maria Truelsen og Benny Blumensaat fra den katolske Kirke i Esbjerg, og det var en perfekt og kærlig ledelse. Vi fløj fra Kastrup til Sarajevo. Kørte tre timer i bus gennem det smukke land til Medjugorje og nåede lige at deltage i den katolske aftengudstjeneste kl. 19.00. Da Benny Blumensaat er præst, havde vi hver dag ved aftensgudstjenesten den glædelige oplevelse at få en del af evangeliet læst op på dansk. Det kroatiske sprog var svært eller umuligt at forstå. Vi boede på et dejligt privat pensionat uden den store luksus, men vi fik god mad og alt, hvad vi havde brug for. Vejret var smukt hele ugen med 35 graders varme midt på dagen og fuldmåne i den svale aften.
Hvad blev de største oplevelser i den uge?
Det kan være personligt forskelligt for os, men aften-gudstjenesterne, som enkelte aftener varede 3 timer, var meget bevægende. Vi sad 3-4000 mennesker uden for kirken, idet kirken kun kunne huse 700 mennesker. Solnedgangen over bjergene var helt speciel og underfuld. Vi følte, at klokkeringningen og freden over byen gæstede alle hjem.
Torsdag den 2. september var en hel speciel dag. Da skulle seeren Mirjana modtage sit månedlige budskab og møde Jomfru Maria. Det skulle ske – og skete – ca. 20 minutter i 9.00. Vi var nogle stykker, som tog ud til åbenbaringsstedet kl. 6.00 morgen. Allerede da var der mange forsamlet. Vi var 10 meter for langt væk fra selve åbenbaringsstedet til, at vi kunne se det. Kun seeren kan se Jomfru Maria, når hun får budskabet givet. Pastor Blumensaat blev kaldt op på stedet og var kun 2 meter fra Mirjana og kunne se, hvor stor en påvirkning hun var udsat for. 1 time efter var budskabet ude på internettet, og vi kunne få det udleveret på engelsk i den lokale boghandel. Vi var på vandring op ad det store Åbenbaringsbjerg . Nogle pilgrimme fra andre grupper gik turen på klipperne i bare fødder. Vi besøgte nyopvoksede skolede åndsfællesskaber, der med stor kraft virkede til menneskers gavn og glæde. Vi hørte beretninger fra de forskellige seere. Det samlede i tusindvis af mennesker, og der var ikke plads til os alle i de store haller. Det er umuligt at berette fyldestgørende om de store oplevelser, vi havde, men jeg kan ønske alle med et søgende, spørgende og troende hjerte at deltage i en pilgrimstur til Medjugorje.
Af Niels Holger Hansen, Brørup