Jul på engelsk med Carola

Svenske Carola Häggqvist har været kendt, siden hun i 1983 deltog i Melodi Grand Prix for første gang. Hun har tidligere udgivet julealbum på svensk. Med Christmas in Betlehem er et engelsk julealbum føjet til listen over en lang række udgivelser gennem mere end 25 år.
Der er efterhånden rigtig mange julealbum på gaden fra kristne kunstnere, og fælles for de fleste er, at de indeholder mange af de kendte julesange og ”christmas carols”. Det er også tilfældet med Christmas in Bethlehem, men med sin fantastiske stemme og sit modige tilsæt sætter Carola sit helt eget præg på tingene.
Med det første nummer, ”Heaven in my arms”, er en inderlig følelse af julestemning skudt i gang. Carola tager os med tilbage til Betlehem, hvor vi glædes over, at himlen besøger jorden. Jeg må indrømme, at sangen rører mig langt ind i sjælen. Den rigtige julestemning fylder rummet og varmer hjertet. Jeg er knap klar, da sang nr. to tager over. Men det bliver jeg hurtigt, her venter nemlig en overraskelse: ”Hark, the herald angels sing” står der på coveret, men vi starter med østerlandske toner, som man tænker ikke hører hjemme blandt engelske carols. Så glider nummeret over i den kendte juleklassiker, men fortsætter med at veksle med de østerlandske toner. En vovet sammenblanding – måske – men Carola slipper godt fra det. Og så minder nummeret mig lige om, at Jesus blev født i Mellemøsten og ikke i England…
Albummet fortsætter med de kendte julesange, de fleste af dem i mere klassiske fortolkninger, og særdeles smukt fremført. Carola mestrer de dybe såvel som de høje toner til fulde. Så venter endnu en overraskelse i ”The Little Drummer Boy”. Her rapper gæstesolist Blues sine egne linier af flere gange gennem nummeret. Kan man blande rap og klassiske julesange? Ja, det kan man, når det gøres som her, og endda uden det virker helt malplaceret. Christmas in Bethlehem er herlig julestemning. Et rigtig vellykket album, som man har lyst til at høre igen og igen.
Lisbeth Thomsen