Mission og vaccination
For mange år siden hørte jeg en tyrkisk imam på et offentligt møde sige, at han ikke havde problemer med kristen mission.Steen Skovsgaard
Biskop over Lolland- Falster Stift.
For, som han sagde, I kan roligt missionere, det vil der alligevel ikke komme noget ud af. For muslimer er vaccineret imod evangeliet.
Reaktionen var spredt latter fra auditoriet. Jeg havde nu lidt svært ved at se det morsomme i det. For tænk at være vaccineret imod evangeliet.
Tænk at være vaccineret imod Guds kærlighed, som den kommer til udtryk i Jesus Kristus. Det er jo en forfærdelig tanke og bestemt ikke noget at le ad.
Men det er faktisk, hvad mange islam-missionærer erfarer. Mission blandt muslimer er den vanskeligste opgave, man kan påtage sig, fordi der ofte er meget få resultater at fremvise.
Det samme kan dog siges om mission blandt jøder. Det er også en opgave, som har meget få resultater at fremvise.
Det fik jeg øjnene op for i begyndelsen af november måned, hvor jeg som tilsynsførende biskop var i Israel for at mødes med to nyansatte præster…
Men det betyder vel ikke, at arbejdet så bare har været forgæves.
Den kendte Taizé-præst broder Roger har engang sagt: Når du sår Guds ord, skal du altid huske at gøre det bagud over skulderen. Dette har i mange år været et trøsteord for mig, fordi det minder os om, at vi slet ikke må se efter resultater.
Det vil der ikke komme noget godt ud af. For hvis vi vender os om for at se efter virkningerne, så er der to muligheder: Enten ser vi, at det gror, og så risikerer vi at blive hovmodige. Eller også ser vi, at det ikke gror, og så risikerer vi at blive mismodige.
Og ingen af delene er gavnlige eller giver frimodighed til det videre arbejde.
Uddrag fra Steen Skovgaards indlæg i
Israelsmissionens Avis, december 2009.