Venstre sidebanner eksempel

Show vil bidrage til julefreden på Nørrebro

Melodi Grand Prix-vinder Simon Mathew underholder i den urolige bydel sammen med en masse talentfulde dansere og skuespillere lørdag den 5. december.Et brag af et juleshow vil sprede julefred og -glæde blandt folk i alle aldre og farver lørdag den 5. december i Københavns Kulturcenter på Nørrebro.

Simon Mathew er hovedattraktion på det store juleshow.

Showet er spækket med sangstjerner, bl.a. Simon Mathew, der vandt Dansk Melodi Grand Prix i 2008 og nu er kendt som Oliver i TV2’s dramaserie Store Drømme.
Og Simon vil bidrage til julefreden i den urolige bydel:
– Jeg synger, fordi jeg selv bor på Nørrebro og ønsker at bidrage til kulturen her. Jeg er rigtig godt træt af, at Nørrebro er blevet kendt som et sted med problemer og skyderier. Det er jo et dejligt sted, og jeg nyder at bo her.

Totaloplevelse

Juleshowet vil være en totaloplevelse af musik, sang, dans og skuespil. Her kan man opleve englen Muddi, der skal hjælpe hjemløse Max for at bestå sin eksamen på engleakademiet. Foruden Simon Mathew vil rapper Khani, X Faktor-sanger Laura Kjærgaard, eksotiske dansere og peruvianske folkemusikere medvirke.
– Julen er en glimrende anledning til at lægge alle forskelle til side og mødes på tværs af religion, tro og hudfarve, siger Simon Mathew. .
– Jeg håber, arrangementet i Kulturcentret kan bidrage til en fælles forståelse, at vi bare accepterer hinanden, som vi er. Der skal jo være plads til alle mennesker, siger han.
Det gigantiske juleshow forventes at tiltrække over 1000 tilhørere i Københavns Kulturcenter lørdag den 5. december kl. 13, 16 og 19. De to første shows er på dansk, det sidste på engelsk.

Gratis for asylansøgere

Festen er for alle, og der er sponsoreret gratis adgang og transport for asylansøgere i Sandholmlejren. For alle andre er prisen holdt nede på 45 kr. pr. person.
Juleshowet arrangeres af foreningen Kulturevents.dk og afvikles i tæt samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, der venligst har udlånt mavedanser Ulduz Salimian og bollywood-danser Luzy Bannon.
Der er masser af juleaktiviteter, mulighed for at købe en lækker julebuffet, og et bugnende julemarked og et stort julelegeland for børn med masser af sjove aktiviteter.