Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres.
Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Hvad er årsagen til de depressive reaktioner?

Kære Suh
Jeg er så fysisk træt. Jeg sover meget, flygter ligesom. Når jeg vågner, fylder en form for udmattelse mig. Ofte sætter jeg mig foran fjernsynet, eller har nogle dage et møde i et udvalg i kirken eller andet. Det er et enormt projekt for mig at ordne de huslige ting som at rydde op, lave mad, gøre rent, vaske tøj. Det er som om, at jeg ligesom ikke kommer i gang – som om ”der hænger blylodder i alle led”.
Jeg har tidligere stået i mange forskellige, meget udfordrende situationer. Det er altid lykkedes mig at klare de mål, jeg satte mig for, selvom det nogle gange ”sled lidt på indersiden”.På kirkefronten har jeg været meget engageret, jeg har altid været en af dem, der trak det tunge læs, og selvom jeg ikke altid syntes, jeg havde kræfterne, lykkedes det mig at finde en indre drivkraft – tanken om et godt kristent fællesskab.
Jeg har tidligere fået antidepressiv medicin med god effekt, men stoppede med det for nogle måneder siden. Jeg har ikke tilbagefald af samme grad som inden, men jeg er ikke blevet klogere på, hvem det egentlig er, jeg er, og hvad det er, der styrer mig, så jeg kom derud, at jeg fik en depression. Helbredsmæssigt har jeg de sidste 2 år taget meget på, det ærgrer mig, men jeg er ligesom ligeglad.
Jeg har brug for at vide lidt mere om, hvad det er, jeg skal gøre. Har du et forslag?
Mange hilsener fra N.N.

Kære N.N,
Overordnet lyder det som om, at din aktuelle situation er præget af depressive reaktioner. Du har før haft en depression og også været medicineret for det, og din beskrivelse af tristhed, uoplagthed, træthed og følelsen af, at alt er uoverskueligt får mig til at tænke, at det er noget lignende, der er i gang i dit liv.
Anti-depressiv medicin kan ganske rigtigt være hjælpsom i sådanne situationer, hvor krop og psyke trænger til en ekstern håndsrækning for at ”komme sig”. Men som du selv skriver, så har du også brug for at få fundet frem til årsagen til de depressive reaktioner. En depression er en reaktion på et overforbrug af ressourcer, både fysiske og psykiske – og mange gange også på en undertrykkelse af følelser. Hvis man bruger mere energi, end man har – så udbrænder kroppen og psyken ganske enkelt. Man ender ikke på nul, men faktisk på minus. Efterhånden lukker kroppen ned for flere og flere funktioner, startende med de mest undværlige og til sidst de mere vitale, såsom selve helbredet.
Når jeg læser din beskrivelse af dit liv, får jeg et indtryk af en meget ressource-stærk, kreativ kvinde, der har nemt ved at engagere sig – som evner at involvere sig aktivt for den sag, som hun brænder for. Det er nogle fantastiske ressourcer/evner – men i din beskrivelse får jeg samtidig også en fornemmelse af, at du for ofte har fået glemt dig selv og dine egne behov i dine/jeres ellers gode projekter. ”Det sled på indersiden” og ”selvom jeg ikke havde kræfterne til det” – viser mig, at du ikke er opmærksom nok på dine egne grænser, og at du i stedet overhører egne advarselssignaler. Det er desværre så nemt og nærliggende at sætte egne behov til side med ubevidste undskyldninger om, at det er ”egoistisk”, ”lige meget”, ”knap så vigtigt”, ”det kan jeg gøre senere”, ”det må Gud tage sig af” osv. – og man opnår da også mange tilfredsstillende resultater ad den vej – men prisen er høj!
I virkeligheden er vores første og største opgave, sådan som jeg ser det, at passe godt og grundigt på os selv – og vores familie – for hvis vi ikke gør det, så brænder Guds tjenere og dermed hans kirke helt ud og kan ikke bruges mere (og giver desværre også dårlig PR). Så jeg tror, du skal sætte ind på at finde ud af, hvor og ikke mindst hvorfor du over-forbruger af din energi. Du bør sætte fokus på at mærke dig selv, føle grundigt efter, hvad du egentlig føler – hvad din krop fortæller dig, måske rette opmærksomhed mod dine drømme også. Når du bliver mere opmærksom på dette, tror jeg, du vil få nogle fingerpeg om, hvad der bør blive anderledes i dit liv, før du kan genvinde din energi. Husk, at man som tommelfingerregel aldrig bør opbruge mere end 85-90% af sine ressourcer, for der skal altid være lidt tilbage til uforudsete ”udgifter” (og de kommer altid, før eller senere).Dette skal du måske overveje at få professionel hjælp til – ved en psykolog eller psykoterapeut.
Derudover kan det være, at du er disponeret for vinter-tristhed/vinter-depression, som ofte sætter ind i slutningen af oktober/starten af november. Her er det bl.a. en udtalt træthed, sænkning i energi-niveau, øget trang til søde sager, som er karakteristisk og forbundet med den mørke tid af året, der bl.a. er symptomer. Hvis det er aktuelt for dig, skulle du overveje at investere i en lys-terapi lampe, hvis du ikke allerede har en.
Mht. din vægtforøgning er det selvfølgelig noget skidt – men måske du skal starte på det psykiske plan først – for at få lidt energi og motivation i det hele taget. En mindre kost-omlægning kan derpå være andet skridt, lad være med at stille for store krav til dig selv, det knækker du bare nakken på. Motion er naturligvis også sundt, men igen, stil kun små krav til dig selv – som du måske så til gengæld får gjort noget ved.
Hilsen Suh

Jeg er blevet undersøgt på kryds og tværs

Kære Suh
Jeg er en pige på 19 år. Jeg henvender mig, fordi jeg har en konstant hovedpine – oftest i form af migræne. Jeg er blevet undersøgt på kryds og tværs, og min læge mener, at det er noget psykisk. Kan man få det sådan af noget psykisk?
Vh A.

Kære A.
Psyke og soma (kroppen) hænger nøje sammen, og hvad den ene del udsættes for, påvirker den anden i en eller anden grad. Og ja, man kan få besynderligt kraftige kropslige reaktioner som udspringer af noget psykisk. Tilbagevendende hovedpine som ikke har en somatisk forklaring kan fx. skyldes, at man går og spænder i nakken og i skuldrene. Det kan være en måde at beskytte sig på (sørge for at nakken og halsen ikke er blottet), at ”lukke kroppen” eller som en måde at ”holde sammen på sig selv på”. Man kan også nogle gange være så anspændt i for lang tid, at det dertilhørende ansigtsudtryk næsten sætter sig fast. F.eks. er der nogle mennesker, der næsten altid har rynkede bryn eller spændingsrynker i panden, ligesom undertrykt vrede kan manifestere sig som sammenbidte tænder og spændinger i kæben. Også dette kan medføre spændingshovedpine.
Så måske kan der være noget om det din læge siger. Prøv at være opmærksom på, om der er for mange ting, du ikke får sagt fra over for, eller om der er noget, du bekymrer dig særligt meget om for tiden? Eller er der noget, du har været eller er særlig ked af i dit liv i øjeblikket?
I det hele taget vil det nok være en god idé at tale med nogen om, hvordan du har det generelt, for nogle gange kan undertrykte følelser være svære både at få øje på, men også at håndtere selv. Måske dine forældre kunne være et sted at starte, eller en lærer eller anden person, som du har tillid til?
Du kan evt. også prøve at snakke med din læge om, om du opfylder kriterierne til at få en henvisning til en psykolog.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109,
4030 Tune, eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk