Ruth blev årets helt: Korset giver tryghed i krigen
Den 57-årige Ruth Brik Christensen er årets helt og belønnes med 100.000 kr. for sin store indsats for danske soldaters velfærd i Afghanistan og Irak. Pengene giver hun til KFUMs Soldatermissions arbejde.
Rudde eller Kufmutter. 57-årige Ruth Brik Christensen fra Fasterholt ved Brande har flere kælenavne blandt de udsendte danskere i Afghanistan, hvor hun i KFUMs soldaterhjem Kuffen midt i krigszonen spreder hjemlig hygge og lytter til soldaternes problemer.
Nu kan Ruth Brik Christensen også kalde sig Årets Helt 2009, da hun for sin indsats blev kåret i en konkurrence udskrevet af Morgenavisen Jyllands-Posten i samarbejde med TrygFonden. Med hæderstitlen følger også en kontant belønning på 100.000 kr.
– Ruth Brik Christensen er en sand helt, fordi hun er parat til at sætte sine medmenneskers behov over sine egne. Hun er et forbillede, hun udviser samfundssind, hun er et lyspunkt i de udsendte danskeres hårde hverdag, siger chefredaktør Henrik Thomsen, Jyllands-Posten, om Årets Helt.
Årets Helt 2009 blev kåret på baggrund af forslag indsendt af danskerne. Flere end 150 navne og heltegerninger var på bordet, da en jury bestående af plejehjemsleder Thyra Frank, tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen, direktør Gurli Martinussen, TrygFonden, og chefredaktør Henrik Thomsen, Jyllands-Posten, trådte sammen for at nominere 10 helte, som alle kunne stemme på.
Flere end 12.000 danskere var inde på www.aaretshelt.dk for at stemme på deres favorit. Ruth Brik Christensen fik – på vegne af alle udsendte i Afghanistan – flest stemmer.
– Det er overvældende og kæmpestort. Jeg er beæret og taknemmelig over for de mange, der stemte på mig. Det er et stort cadeau til Soldatermissionens arbejde både i Danmark og ude i verden, siger en overrasket vinder. På vej hjem med checken vidste hun ikke, hvordan hun skulle fejre begivenheden, men hun vidste, at de 100.000 kr. kommer til at gå til KFUMs Soldatermissions arbejde.
I februar skifter Ruth Brik Christensen igen den jyske hede ud med den afghanske ørken, hvor de støvede soldater glæder sig til hjemmebagt dansk kage og et moderligt kram.
Hun er klar til at tage det næste Herkule-fly for at komme på arbejde og starte et nyt og tiltrængt soldaterhjem i lejren Fort Price, der ligger tættere på fronten. Med i rygsækken er makroner, lagkagepynt og ægte livsglæde.
Da hun arbejdede i Irak, var hun ofte bange, for der blev militærlejren angrebet hele tiden, og hun måtte kaste sig ned, så det endte med, hun droppede sin seng og blot sov på en madras på gulvet. Da hun kom hjem, var hun træt langt ind i sjælen, men efter at have hvilet nogle måneder, tog hun til Afghanistan til Camp Bastion. Og nu tager hun af sted igen.
En af de store udfordringer bliver at få fat i ingredienser til bagværket. For der er ingen butik at købe noget i, så det meste må hun nok bytte sig frem til hos bl.a. englænderne. Hun skaber meget ud af lidt ved hjælp af opfindsomhed og jysk handelstalent. Til jul lavede hun fx en adventskrans, hvor lyseholderne var fire patronhylstre fra et 12,7 millimeter maskingevær.
– Soldaterne er ikke blufærdige ved at snakke om tro og religion, for de har taget stilling til, hvordan de vil begraves. De lever med risikoen for at dø hver dag, siger Ruth, der ikke skelner mellem at være medmenneske og professionel, når hun er af sted. Da stiller hun sig til rådighed og er sprællevende og engageret.
Arbejde og mission går hånd i hånd. Soldaterne ved godt, at det er et kristent hjem, vi driver, og der er selvjustits med ikke at bande for meget, smiler Ruth. Hun har bagt et utal af boller, lagkager og drømmekager. Lavet litervis af kaffe og prøvet at se det væsentlige midt i støv og ørkenhede dage uden overenskomstsatte pauser.
Afghanistan er et risikofyldt sted at arbejde for de danske soldater, og af og til sker det værst tænkelige, at en soldat bliver dræbt. Da lammer det alle, og de trækker sammen på fx soldaterhjemmet.
– Da er vi alle bange og nedtrykte, for hvem er det næste gang, fortæller Ruth og fortsætter:
– Det tynger, og angsten er en uundgåelig følgesvend. For mig er det ikke farligt at arbejde i lejren, men jeg kan da være bange for, hvornår den næste soldat bliver alvorligt såret. Vi kender hinanden godt, og netop samtalen er bærende i mit arbejde. Samtidig er det vigtigt at sige, at hverdagene derude jo er fyldt med flest positive oplevelser på en travl arbejdsplads.
I praksis får Ruth ofte frivillig assistance fra soldaterne, der lige tørrer et bord af og henter en kasse sodavand. Hjælpsomheden er stor uanset nationalitet. Og hun kommer ud for lidt af hvert. Som da en hundefører og hans hund var omkommet og skulle hjem til England, og kammeraterne gerne ville lægge et blåt tæppe over resterne af den kremerede hund. Det betød meget for dem at kunne tage ordentlig afsked. Men hvor skaffer man blåt stof i krigshelvede? Ruth klippede resolut 30 cm af den ene blå velour dug på bordet, syede et tæppe, og syede den afdøde soldats uniformsmærker på. Diakoni midt i krigen.
På spørgsmålet om, hvorfor Ruth traf det utraditionelle valg at arbejde som soldaterhjemsleder, siger hun:
– Nogle gange bliver vi kastet ud i ting af omstændighederne. Som da jeg mistede min mand, og da min arbejdsplads skulle lukke. Én sagde til mig, at så kom de hårde tider og depressionerne, men sådan gik det ikke. Så let falder jeg ikke, og jeg kæmpede videre. Gennem min kristne tro får jeg en daglig vitaminindsprøjtning, så de svære ting er til at håndtere.
– Det er fantastisk at blive brugt i dette arbejde. Jeg bruger så mange sider af mig selv, og både de praktiske og åndelige sider går op i en højere enhed som soldaterhjemsleder. Indimellem er jeg da overtræt. Men det er det hele værd, når jeg får lov til at være med i soldaternes liv, mener Ruth.
I Afghanistan er døden ofte nærmere end kæresten derhjemme. Men det vil Ruth ikke udnytte:
– Der skal ikke knaldes bibelord efter drengene, men derfor ved de godt, hvad jeg står for.
Ruth har uddelt flere end 500 kors, og et kors kan være i en støvet bukselomme. Soldaterne spørger selv. Og især efter de har været ude i farlige operationer og kommer tilbage i live. Et bette hump på vejen kan være en vejsidebombe, hvilket naturligvis giver utryghed, men her er soldaterhjemmet med til at give ro, og en grandvoksen soldat har også brug for omsorg.
– Nogle kan ikke sætte ord på deres gudsforhold, men så kan de stikke hånden i lommen og få tryghed i korset. Jeg foreslår dem også at sende Gud en kærlig tanke, eller siger, at en bøn kan være som at snakke med en god ven, siger Ruth Brik Christensen. Parat til at rejse hen, hvor soldaterne er.
