Frivillige filosoferede i Vejle

Man skal turde undre sig. Tænke lidt på forkant. Så kan man tage kloge beslutninger. Det lærte godt 100 frivillige fra danske hospicer i lørdags.Der var latter og lytten, tavshed og spørgelyst, og tilegnelse af en masse ny viden, da godt 100 frivillige fra hospice-verdenen deltog i en frivillighedsdag i Vejle den 6. marts.Hospice Forum Danmark stod bag arrangementet i Bygningen i Vejle, og landsformand Tove Videbæk var med:
– Vi ønsker at være et inspirationsforum for de mange frivillige i bestyrelser, støtteforeninger, besøgs- og aflastningstjenester og på hospicer rundt omkring i Danmark. Derfor er det vigtigt at lytte til de frivilliges behov og derfor er jeg med i dag, siger hun.
– Vi har spurgt frivillighedskoordinatorerne på hospicer om, hvad de frivillige har brug for, og det er bl.a. arrangementer som dette. Det betyder meget, at de frivillige kan snakke sammen. Det kan være ensomt for dem i hverdagen. Men her kan de drøfte vigtige spørgsmål og lære af hinanden.

Eftertænksomhed

Thomas Ryan Jensen og Michael Højlund Larsen

Dagens tema var ”Når frivillige filosoferer”, og det gjorde de frivillige – både enkeltvis og i grupper: Hvad er det vigtigste i arbejdet med uhelbredeligt syge og døende på hospice? Hvornår ved jeg, om jeg har gjort en forskel?
– Et seminar som dette, skaber eftertænksomhed, og deltagerne får luftet deres egne tanker om, hvad de gør og får sat ord på deres værdier og personlige filosofi. De finder frem til deres eget grundlag for at være frivillig på et så specielt områd, siger Tove Videbæk.
De ca. 100 frivillige blev guidet af de to filosoffer Thomas Ryan Jensen og Michael Højlund Larsen. Målet var at få de frivillige til at undre sig, reflektere, spørge og være nysgerrige. Ikke for at finde svar, men blive klogere i processen.

Inspiration fra munke

De to oplægsholdere var bl.a. inspireret af munken Skt. Benedicts samtalemetode, hvor en gruppe vælger emne, er stille i tre minutter, lader en deltager tale, er stille igen, lader den næste tale osv.
– Jeg plejer at forberede mit svar, mens de andre snakker. Her glædede jeg mig bare til at stille spørgsmålene, sagde en deltager spontant efter ”seancen”.
Og hvad får man så ud af det? Thomas Ryan svarede:
– Man bliver mere sikker, men mindre skråsikker, for nu at bruge et berømt citat. Filosofien kan hjælpe os med at ”tænke efter på forkant”. Hvis vi tænker efter i det åbne frirum nu, kan vi handle på intuition, når vi senere står i en afgørende situation. For så ved man, hvad der er det rigtige. Det er visdom, indsigt, kløgt.
Tove Videbæk sluttede dagen og afslørede, at Hospice Forum Danmark laver en nordisk konference for frivillige i 2011. Målet er at opbygge et nordisk netværk for frivillige. I Danmark har man bl.a. planer om at ansætte en frivillighedskonsulent.
Læs hele artiklen
på Hospice.dk