Stor opstandelse
Jørgen Jørgensen er sognepræst i Aabenraa.
En gang imellem forvilder man sig ind i en bydel, hvor man ikke er kendt. Pludselig opdager man, at man har overset et indkørsel forbudt-skilt og nu kører imod ensretningen.
Heldigvis slipper vi oftest godt fra det, men der bliver jævnlig stor opstandelse med cyklister, der må hive cyklerne op på fortovet biler, der dytter og bakker, og fodgængere, der vender sig om og kigger.
Kører vi mod ensretningen skaber det stor opstandelse. Det gjorde det også første påskedag.
Hele menneskeheden kører på en ensrettet vej, der begynder i vuggen og ender i graven. Der er ingen afkørsler, og selv om vejen snor sig underligt gennem verden og bugter sig gennem skønne og vidunderlige landskaber eller gennem golde, mørke og regnfulde nætter, så ender vejen samme sted: I graven.
Påskemorgen brød Jesus kørselsretningen. Han stod op af graven, og der blev bogstaveligt talt stor opstandelse.
Reaktionen hos Jesu modstandere var frygt, mens hans tilhængere ikke overraskende blev glade.
Efter opstandelsen forsøgte Jesu disciple af al magt at vende om og følge ham mod ensretningen i verden. De havde indset, at uden ham går det ad Helvede til men med ham er der skabt udvej skabt håb givet en fremtid.
Latterliggørelse og verdens mest mugne fængsler kunne ikke standse dem på vejen væk fra døden væk fra dommen væk fra undergangen. De gik mod ensretningen, fordi vejen mod ensretningen er vejen mod livet væk fra døden. De var på vej til livets kilde derfor måtte de gå mod strømmen, for vil man finde kilden, må man gå mod strømmen.
Alligevel var der også frygt i disciplenes reaktion på opstandelsen. Troens reaktion er både stor glæde og frygt.
De blev bange, fordi det var for overvældende. Det tog pusten fra dem.
Men det var også en frygt på grund af synden. I opstandelsens lys står det tindrende klart, hvordan mennesker er i Guds øjne. Der er ikke noget tusmørke eller nogen formildende omstændigheder, der skjuler, hvordan vi er.
Ubønhørligt afsløres vi af opstandelsens lys, og det skaber frygt. Lige indtil det går op for os, at Gud vidste, hvordan vi er, også før Jesus stod op af graven. Jesus stod ikke op for at afsløre os, men for at frelse os; og da kan vi leve i lyset med glæde, fordi hemmeligheden om synden i vore liv ikke fordømmer os, men beviser Guds kærlighed: Så stor en kærlighed har han til os, at vi må frelses fra vore synder.
Disciplene blev også fyldt af frygt, fordi de simpelthen blev forskrækkede. Men det var ikke frygten, der sejrede. Det var glæden. En stor glæde fordi troen viser sig sand.
Den Jesus, der kunne gå på vandet han kan stadig føre os gennem livet. Han kan stadig vække de døde til live. Den Gud, der elsker verden, kan slå en streg over fortidens synder og fejl.
Derfor er påskemorgen den mest vidunderlige dag i året. Her står det klart, at døden har tabt. Her er det tydeligt, at dommen er afsagt, og vi er frikendt i kraft af Jesu blod. Her er vi stillet ansigt til ansigt med det faktum, at Paradiset er åbnet på ny.
Glædelig påske!
