Højst usædvanlig
Denne film er så anderledes, at det er vanskeligt at finde noget at sammenligne den med – og den er så langt fra en amerikansk actionfilm, som det vel næsten er muligt at komme. Og så er dens tema, som der står på coveret: Det moralske dilemma mellem gudfrygtighed og synd.
Stille lys hedder den, og det er en meget stille film. Den indledes med en lang morgensekvens. Natten bliver til dag, solen står op, og det flotte skue er kun ledsaget af naturens egne lyde. Langsomt bevæger kameraet sig derefter ind i et hus, hvor en familie sidder samlet omkring et bord med bøjede hoveder og i fuldstændig tavshed. Omsider bliver det første ord sagt: Amen. Efter at børnene har forladt huset, udveksler forældrene kærlighedserklæringer, og kvinden går. Manden sidder alene tilbage, og lidt senere begynder han at græde …
Man bliver efterhånden klar over, hvad der er galt: Manden er sin kone utro. Og rigtig galt er det, fordi hele historien udspiller sig i et isoleret mennonitter-samfund.
Den måde, affæren bliver håndteret på i filmen, må vække undren, fordi der er tale mennesker, for hvem omvendelse fra synd har stor betydning. Men det er tydeligt, at manden, Johan, har bildt sig selv ind, at det, han gør, er rigtigt. Selv om han elsker sin kone, Esther, er han som forhekset eller ligefrem besat af denne anden kvinde, Marianne. En horkvinde, altså – ja, og der er måske noget Maria Magdalene over hende.
Hvordan historien i øvrigt udvikler sig og ender, skal ikke afsløres, men slutningen er overraskende – og ganske åben!
Det er en film, der om nogen giver anledning til eftertanke – ikke kun fordi den er så langsomt fortalt, men fordi den viser eller blot antyder en masse, som den helt overlader til seeren at fortolke og tænke over.
Filmen har vundet adskillige priser; den vigtigste af disse er Juryens Pris ved filmfestivalen i Cannes 2007.
