Paradokser

De rumsterer i mit hus, går i mit spisekammer og lægger deres efterladenskaber overalt.De river alting itu og laver deres huler under mine møbler.

De flytter rundt på mine ting uden at spørge mig først og putter nødder og småsten i mine sko.

De går ind og ud af huset, som de selv har lyst til, og sætter mudrede aftryk på mit pæne, rene gulv.

De slæber pinde og alverdens uformelige genstande med sig ind, lægger dem foran mig og forventer min anerkendelse.

De nægter at spise det, jeg omhyggeligt har brugt flere timer på at forberede, men kaster sig grådigt over hurtigretter og junkfood.

De får mig helt op under loftet, ildrød i hovedet, med dampen stående ud af mine fnysende næsebor og ild og røg ud af ørerne.

De får mig til at smelte fuldstændigt med de der velplacerede kærlighedserklæringer, som de måske ikke engang selv ved, at de giver mig.

Og de får mig til at tænke over livet og tilværelsen med deres småfilosofiske betragtninger over hverdagens, universets og troens små og store mysterier.

Kort sagt. Mit liv er ikke det samme – mere besværligt, men også uendeligt mere indholdsrigt. Det er et af livets største paradokser – det at få børn.