Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Jeg har igennem længere tid haft tilbagevendende angst. Det kommer som angstanfald i perioder, men ligger der altid latent under overfladen. Jeg har været ved min egen læge, som har foreslået mig at tage angstdæmpende medicin, men jeg er meget skeptisk overfor medicin på det psykiske område, er tilhænger af at mærke mig selv på godt og ondt. Men angsten er efterhånden noget problematisk for mig, jeg forsømmer min omgangskreds og isolerer mig mere og mere. Sygemelder mig alt for meget i forhold til arbejde. Jeg vil gerne høre, hvad du vil råde mig til, og hvad din holdning er til medicin (mod angst).
Vh Den angste
Kære Angste
Lad mig først og fremmest slå fast: det er vældig godt at være indstillet på at mærke sig selv på godt og ondt, det kommer man bestemt langt med, men længerevarende angst er ikke en del af en naturlig tilstand! Angst er kroppens og psykens måde at give besked om, at der er noget galt. Det er et advarselssignal, som vi bør tage alvorligt, finde ud af, hvad der er på færde og gøre noget ved det! Når belastningen, stressen eller ubalancen er rettet eller fjernet, vil kroppen og psyken ikke længere have brug for at advare os med angst-fornemmelser, og angsten vil aftage og til sidst forsvinde. Problemet opstår for alvor, når vi vælger at overhøre advarselssignalerne. Kroppen og psyken bliver dermed overbelastet i al for lang tid, og til sidst bliver angsten måske en naturlig del af hverdagen. Man forsøger at tilpasse sig den eller at kompensere ved at overforbruge andre af kroppens/psykens ressourcer. Det fungerer dog sjældent i særlig lang tid, og efterhånden bliver angsten med dens følger invaliderende. Man oplever større og større fysisk og psykisk ubehag, og ofte med social deroute til følge.
Allervigtigst er det altså derfor, at du får kigget på din situation. Er der nogle ydre rammer eller faktorer, der åbenbart belaster dig i for høj grad? Er du voldsomt stresset på arbejdet på det faglige område? Eller måske er der konfliktfyldte relationer til kollegaer/chef? Hvad med i dit privatliv er der nogle af dine grænser, der bliver overtrådt for meget og for ofte? Er der følelser eller reaktioner, du ikke får udtrykt, men som ligger og ulmer nede i maven? Osv. Prøv enten alene eller med hjælp fra andre at få gennemgået de forskellige områder i dit liv. Du vil højst sandsynligt finde ud af, at der er et eller flere områder, hvor du ikke trives, eller hvor du er under pres. Sørg for at få rettet op på disse ting, og hvis det er nødvendigt, så få professionel hjælp til at komme i gang.
Med hensyn til angstdæmpende medicin: som udgangspunkt er det en fin indstilling at du vil klare dig uden. Men hvis dine angstreaktioner har vokset sig så store, at det er vanskeligt for dig netop at mærke dig selv inde bag ved og måske også at nå ind til dine ressourcer, kan det være en god støtte til at komme i gang med at få taget hul på det personlige arbejde. Og så kan du jo lave en aftale med din læge om, at du gerne vil forsøge dig med mindste dosis og gerne vil trappe ned snarest muligt, når du har det bedre.
Hilsen Suh
Hej Suh
Når jeg går ned og handler eller bare færdes på vejen i vores by, så smiler og hilser jeg altid venligt på dem, jeg møder. Jeg synes, det hører sig til som almindelig høflighed, men gør det også, fordi jeg bare har lyst til det. Nogle smiler da også tilbage, og det gør mig glad. Mange returnerer dog slet ikke min hilsen eller smiler tilbage, men ser bare sure ud. Det har undret mig i et stykke tid, og nu skriver jeg så til dig for at høre, om det er mig, der er mærkelig og måske alt for påtrængende? Er det unormalt at møde verden med et glad smil og en hilsen? Eller er langt de fleste mennesker bare sure og triste?
S.
Kære S.
Jeg er bange for, at det måske faktisk er dig, der er lidt unormal forstået på den måde, at der ganske rigtig er mange mennesker, der er både sure, triste og korte for hovedet. Mange mennesker har masser af bekymringer og spekulationer, har nok i deres eget og ikke meget overskud til at møde andre med imødekommenhed og et smil. Andre igen har måske problemer med et lavt selvværd eller slås med usikkerhed omkring sig selv og bliver derfor nervøse og forlegne, når du, som fremmed, møder dem med tilsyneladende selvsikkerhed og udadvendthed. Og så er der jo den danske jantelov om, at du ikke skal tro, at du er noget. Og den uskrevne regel om, at man passer sig selv.
Så når folk ikke altid returnerer din hilsen, så tror jeg næppe, det har noget med dig personligt at gøre, men at det snarere er en genspejling af, hvordan vores samfund trist nok mere og mere er blevet: at man holder sig for sig selv, medmindre man kender hinanden, og at fremmedes imødekommenhed ofte bliver opfattet med uvilje og mistro. Den samme reaktion får man jo netop typisk, hvis man begynder at tiltale den fremmede, der sidder ved siden af en i bussen eller i toget. Hvad er hun ude på? Vil hun stjæle min pung?
Måske initiativet med samtalepladser kan være med til at ændre holdningen til vilkårlige samtaler generelt?
Midt i alt dette synes jeg, det er vidunderligt, at du så frimodigt trodser alle disse faktorer og bare deler ud af din livsglæde. Hvor er det skønt, at du på den måde ikke er særlig normal bliv endelig ved med det, og gid det må smitte omkring dig!
Hilsen Suh
Kære Suh
Jeg har en pige på 9 år, som stadig ofte kommer ind om natten, fordi hun har drømt noget uhyggeligt. Jeg lader hende nogle gange sove i vores seng, men min mand er begyndt at klage over det, fordi han så ikke sover så godt. Jeg vil gerne finde en god løsning på det problem, men ønsker heller ikke at afvise min datter, når hun nu er bange. Men er hun i virkeligheden blevet for stor til at ligge hos os om natten? Skal jeg i stedet lægge mig ind til hende? Eller er der en anden måde, jeg kan trøste hende på?
Hilsen V.
Kære V.
Hvor er det fint, at du tager din datter seriøst, når hun kommer. Børn har brug for tryghed, uanset hvilken alder de har. Måske er jeres datter en meget følsom pige, og det kan godt medføre, at hun hurtigere bliver lidt bange for nogle ting. Prøv at være opmærksomme på, hvad hun ser i fjernsynet, særligt inden hun skal i seng, og vær måske lidt mere aktivt censurerende. Snak også med hende om, hvad det er hun drømmer om måske er der et gennemgående tema, som kan give jer et fingerpeg om, hvad I kan gøre i hverdagen for at gøre hende mere tryg.
Jeg synes ikke, du skal lægge dig ind til hende på værelset, men I kan måske løse problemet ved at have en madras til at ligge under jeres seng/stå bag ved døren, som jeres datter så lige kan hive frem og lægge sig på. Så behøver hun for det første ikke at vække dig, hun får trygheden ved at sove hos jer, og uden at det generer din mand.
Held og lykke med det.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, eller mail til: Suh@Udfordringen.dk
