Hvor der er vilje, mod og tro, er der vej

Selvom han er næsten to meter høj, opfatter frikirkepræst Martin Bergsøe i dag sig selv som et lille menneske, der har brug for helt at leve i og af Guds nåde. Han har været på en spændende åndelig rejse.Engang kørte han i en gammel udrangeret bus fyldt med pilgrimme til det katolske valfartssted Medjugorje. Bremserne og andre dele virkede ikke ordentligt.

Præsten og forfatteren Martin Bergsøe har skrevet bogen: Gud i Centrum.

Borgerkrigen var lige slut, og de serbiske militsbander, der opererede i området, havde en forkærlighed for oplyste køretøjer i nattemørket. Der lå landminer overalt.
– Bussen måtte køre omveje, og vi for vild undervejs. Da natten faldt på, blev hele bussen båret af bøn frem til sit bestemmelsessted… eller var det mon af Guds engle? Guds Ånd var i hvert fald over os alle i en hel uge, fortæller frikirkepræst Martin Bergsøe.

Han har prøvet lidt af hvert, siden han på en badeferie med en ny kæreste i sit indre hørte ordene: ”Du skal blive kristen”. Dengang var han i trediverne og magister i nordisk litteratur.
Efter den åndelige oplevelse brød han med kæresten for at koncentrere sig helt om at søge Gud og besluttede sig for at blive døbt og uddanne sig til katolsk præst. Han solgte næsten alt, hvad han ejede, og investerede pengene i præsteuddannelsen.
Lige siden har han været på en spændende åndelig rejse. Med præstestudier i München og London. I Rom sluttede han sig til Mother Teresas orden og hjalp hjemløse, fattige og AIDS-patienter.
Inden han som 45-årig blev katolsk præst i Høje Tåstrup og senere Nykøbing Falster og Maribo, var han også frivillig i et suppekøkken i London. Og prøvede et stilfærdigt år som munk.

Undervejs i præstestudierne fik Martin Bergsøe dispensation til et år i karmeliterklostre i Sverige og Belgien.
– Som karmelitermunk lærer man at tie stille og at bede. Munkene taler kun sammen ca. tyve minutter om dagen, under opvasken. Hvis man ikke beder, så studerer man – også sig selv. Man finder ud af, hvem man selv – skabningen – er, over for Skaberen. I stilheden erkender man lettere de stærke og svage sider.
– Intensiv stilhed er ikke noget, jeg vil anbefale, at alle kaster sig ud i. Det kan blive navlepilleri. Du skal have hjælp til at komme igennem de kriser, der opstår. Der er faldgruber – man bliver både fortvivlet og ulykkelig undervejs.
– At gå meget dybt ind i stilheden og søge Gud kræver vejledning. Der er lindring og helbredelse i stilhed. Og hvem vil ikke gerne høre Helligånden og Gud? Dem hører du bedst i stilhed. Men man skal have nogle gode bøger eller vejledning fra erfarne mennesker, der ved, hvad det handler om.
– Man står alene, skrællet af, foran Guds åsyn. For en karmelitermunk drejer det sig først og fremmest om bøn med Jesus i centrum, forklarer han.
Martin Bergsøe erklærer sig helt enig med Kierkegaard, der sagde ”Det verden har brug for er stilhed”.
– Moderne mennesker drukner i larm og aktivitet. Fra iPhones, mobiler, konstant snak, overfladisk musik … hvordan skal Gud kunne trænge igennem det panser? spørger Martin Bergsøe, der efter et halvt år forlod munketilværelsen.
– Jeg gjorde oprør, fordi jeg ikke kunne få min vilje. Min kærlighed til Martin var dengang større end min kærlighed til Gud. Men jeg fandt ud af, at jeg var et lille menneske og en stor synder!
– Du må gerne skrive, at det er jeg stadig, men det vil sikkert blive opfattet som koketteri.
Men du erfarer din egen størrelse og betydning, når du står ude en stjerneklar nat og ser op på mælkevejen, siger Martin Bergsøe.
Han er næsten to meter høj og er et kraftfuldt menneske, der ikke er kuldskær. Bare tæer i sandaler fungerer fint for ham – også om vinteren.
Martin Bergsøe blev født i 1948. Hans far var kunstmaler. Forældrene var ateister, kulturradikale, bløde venstreorienterede. Familien boede i København, indtil Martin var et år. Så flyttede de til en lille landsby ved Skælskør.
Da Martin var 13 år, flyttede familien til Kongens Lyngby, hvor han aldrig rigtig faldt til. Han gik ud i anden real og blev så marinekonstabel i Søværnet fra 1966 til 1969.
Efter et studenterkursus og en kort flirt og et opgør med kommunismen og partiskole i Moskva, uddannede han sig på Københavns Universitet.

Martin Bergsøe har lært af at miste. Faren døde af kræft, da Martin var 19, og hans mor døde af kræft i 2000. Hans lillesøster, som var berider, døde, da hun blev sparket i hovedet af en hest, og hans storebror døde af kræft for tre år siden.
For nylig har han selv haft prostata-cancer, men er gudskelov kommet igennem.
– Sorg og alvorlig sygdom kan enten få dig tættere på eller længere væk fra Gud. Sorg er ikke meningsløs, men kan gøre os til mennesker, der er til at holde ud at være sammen med. Vi kan vokse i og gennem smerten, når vi finder ud af, at vi ikke er så store, magtfulde og almægtige, som vi måske gerne ville være, men at der er en anden og større, der har styr på tingene, og som elsker dig og går med dig hele vejen. Denne erfaring er nok også en forudsætning for at kunne overgive sig helt til Gud.
– Mennesker, der endnu aldrig har oplevet modgang, kan nogle gange være lidt ulidelige at være sammen med, fordi de er så overfladiske.
Da jeg gik til kræftbehandling og senere til kontrol på Rigshospitalet, så jeg mange alvorligt syge. Hver eftermiddag var der gudstjeneste – men der kom kun 2-3 ud af de mange lidende og syge. Det undrede mig.

– Jeg tror, der her på jorden er udvalgte – hellige – steder, hvorover himlen er åben, og hvor det er nemt at møde Gud: For eksempel i Assisi når man tidligt om morgenen går ned til San Damiano til morgenmessen – før det endnu er lyst, og luften er kølig og frisk.
– Eller når du modtager eller formidler Guds tilgivelse (skriftemålet) eller nadveren.
– Det sker også let til bøn sammen med ”Missionaries of Charity” – det er rent og enkelt. Og jeg tror, det bliver sådan foran lammets trone engang: Her er glæde og renhed, men også sårbarhed og usikkerhed.
”Søg Herren hvor han er at finde….” Elias fandt ham i stilheden på Horeb-bjerget.
Martin Bergsøe har selv opsøgt en lang række hellige steder. Han har været et åbent og søgende menneske. Lidt for åben for en katolsk præst, mente den katolske kirke.
Martin Bergsøe blev ekskommunikeret og måtte forlade kirken for ti år siden, fordi der blev klaget over hans form – og fordi han ikke ville underkaste sig reglerne. Det skete i kølvandet på hans mange rejser til valfartssteder med fokus på Helligånden.
Han besøgte bl.a. Pinsekirken i Pensacola i Florida, hvor der fandt en massiv vækkelse sted, og tusinder rejste dertil for at møde Helligånden.
– Da jeg var i begyndelsen af 30’erne, var jeg nabo til en gammel pinsemand. Han var over 80 og havde vandblå øjne, der lyste af kærlighed. Han var ikke begejstret, da han hørte, at jeg ville være katolik. ”Alt for mange dogmer og regler, Martin. Det eneste kristendom handler om, er nåden fra korset på Golgata. Guds nåde – og hvad Jesus gjorde på korset”, sagde den gamle nabo.
På det tidspunkt var jeg meget regelret. Jo ældre jeg bliver, jo mere indser jeg, at den gamle mand havde ret, når han omtalte nåden fra Golgata.
– Vi skal bare tage imod den kærlighed, vi får fra Gud, og sige tak. Og tage imod tilgivelsen. Forudsætningen er, at vi forsoner os med Gud.
– Det gælder om at være lys i verden. I familien, over for naboer, kolleger. Være et lys for dem. Vise hen til Jesus og dermed gøre dem glade.
– Alt det i dig, der kommer fra Gud, føler folk sig tiltrukket af – eller også gør de oprør. Nogle hader dig måske, fordi de føler sig dømt, når de oplever mennesker, der udstråler fred og hviler i sig selv. Hvis du fx ikke bander, kan det provokere nogle grænseløst. De føler sig dømt i dit selskab, fordi de mærker, at de ikke selv er på plads.
Efter tiden i den katolske kirke startede Martin Bergsøe en frikirke på Falster.
– Året efter blev jeg gift med Lidia. Det var en stor omvæltning. I ægteskabet og livet med børn får man slebet kanterne.
Ægteparret bor i et svensk træhus i et stille villakvarter.
– Bibelværkstedet er en frikirke med meget forskellige mennesker. Jeg synes, det er et sundhedstegn. Her er højt til loftet og plads til ”skæve” mennesker.
Jeg føler, at jeg er det rette sted. Men hvis jeg ”bliver bedt om” at tage til Rumænien og mærker, at det er Guds vilje, så gør jeg det, siger han.