Landsbyen, hvor man endnu taler, som Jesus talte

Landbyen Ma’loula i Syrien er det sidste sted i verden, hvor det vest-aramæiske sprog har overlevet. Det var det sprog, som Jesus
talte, da han på korset sagde: ”Alloi, Alloi, lima sabachtani”. Stedet er med på Udfordringens læserrejse.– At folk her taler Jesu eget sprog er måske eksotisk for jer fra Vest-Europa, men for folk her er det ganske enkelt det sprog, de taler, og de lægger hverken noget religiøst eller overnaturligt i det, siger Toufic Eid, overhoved på det lille græsk-katolske St. Sergius i den lille bjergby Ma’loula i Syrien.Ma’loula er en “umulighed” af flere grunde. Det er en lille kristen enklave i det ellers meget muslimske Syrien. Og her, og i to nærliggende landsbyer, lever de sidste 15.000 mennesker, som taler vest-aramæisk.
Aramæisk var i over to tusinde år det store lingua franca (handelssprog) i Midtøsten. Det blev talt i store områder på Jesu tid, bl.a. i Nazareth. Men i århundrederne efter at Romerriget kom til Mellemøsten, blev det fortrængt af latin, græsk, arabisk og hebræisk.

Eid lægger sine hænder i skødet på munkekjortelen.
– Næsten alle vestlige turister som kommer her, kommer for at høre på det aramæiske sprog, mens de arabiske turister kommer for picnic i bjergene, siger han.
Selv taler han ikke aramæisk uden for gudstjensterne, og det var ikke det aramæiske, som trak ham hertil.
– Det gjorde Gud, siger han, – og den basilianske-salvatorianske munkeorden i Libanon. Menigheden dækker både Ma’loula og nabolandsbyene Bakha´a og Juba´adin. De ukendte bynavne er de tre sidste steder i verden, hvor vest-aramæisk endnu tales, klemt inde mellem himmelen, bjerget og ørkenen 80 km nordøst for Damaskus. Ma’loulas indbyggertal tæller bare femtenhundrede sjæle, men alligevel har byen to klostre og ti kirker.
– Før var det fyrre, bemærker Toufic Eid.
Nu er der desuden kommet to moskéer til…

St. Sergius-klosterets kirke, et lille hule-kapel hugget ind i bjerget og dekoreret med gamle ikoner af helgener og bibelscener.

St. Sergius-klosteret med sine 1700 år er et af verdens allerældste klostre, bygget på ruinerne af et førkristent tempel. Klosteret ruger på toppen af Ma’loulas massive og bratte bjerg. Ved klosteret er der placeret en skulptur af Jomfru Maria, som er synlig i flere kilometers omkreds.
Og ved foden af bjerget ligger alle byens huse i en klynge, presset op imod bjerget, tæt side ved side i tre etager.
Mange af husene har bjerget som husets fjerde væg. Klyngen spreder sig ud som en vifte nedover mod den lille rundkørsel, som er byens ”centrum”. Det er der, busserne fra Damaskus vender. Der ligger også byens eneste bageri og falaffel-restaurant.
Det er mest for de lokale, for de fleste turister bliver kørt op til klosteret i busser, og kørt ud igen. Ma’loulerne ser ikke meget af turisterne hernede, selv om landsbyen ifølge det syriske turistdepartement besøges af 70.000 turister i året. Halvdelen af dem kommer fra ikke-arabiske lande.

– Folk kommer af alle slags grunde, siger Niza, som er frivillig guide i St. Sergius-klosterets kirke, et lille hule-kapel hugget ind i bjerget og dekoreret med gamle ikoner af helgener og bibelscener. Niza skriver alle gæster ind i en bog, og så fortæller hun kort om stedets historie.
– Russerne kommer mest for at bede, opsummerer hun, mens kristne arabere vil besøge helligdommene. Andre arabiske turister kommer for at se det historiske kloster, eller de kommer forbi før eller efter en picnic i kløften, som er kølig og sval om sommeren, når heden er værst.

– Og skandinaverne ?
– De og tyskerne kommer for at høre aramæisk. Vil du høre mig læse Fadervor på aramæisk? Det er meget smukt, svarer Niza.
Hun lukker øjnene et øjeblik, lukker munden, og åbner den igen:
– ”Abuna ti Bishmo…” (Fader Vor) – begynder hun, ”Yischkattas esmash” (Helliget vorde dit navn).
Hun taler med lange s-lyde og er den eneste lyd inde i det lille kirkerum med verdens måske ældste kristne altertavle.
For turisterne er sproget nærmest helligt. For Niza er det hverdagssprog – og hendes modersmål. Hun taler flydende engelsk og arabisk også og studerer for tiden spansk.

– Vi taler helst aramæisk, hvis vi kan. Men bare os imellem, i familien eller i landsbyen. Hvis jeg taler med en arabisktalende, slår jeg straks over.
Hun synes ikke, det er vanskelig at beherske både arabisk og aramæisk.
–  Arabisk lyder lidt hårdere. Tag ordet for ”Gi mig”. På arabisk er det ”ateni”, på aramæisk ”ablil”. Men de er jo begge semitiske sprog, siger hun;
– Hvis hebræisk er faderen og aramæisk er moderen, så er arabisk datteren.

Aramæisk opstod for over fire tusind år siden som et imperiesprog i det babylonske rige. På Jesu tid blev aramæisk stadig talt over et stort område, men allerede da var interlinguaen for handel græsk og administrationssproget latin. Med islams ekspansion tog arabisk over.

Aramæisk har alligevel overlevet til i dag, men for det meste som ”bondesprog” i vanskeligt tilgængelige bjergområder, – som Ma’loula. I alt tales aramæisk i forskellige dialekter af vel fire hundrede tusinde mennesker i Tyrkiet, Iran, Irak, Israel, Indien, Palæstina og Kaukasus. Mange af dialekterne er så forskellige, at de som taler dem, ikke længere kan forstå hinanden.
Ma’loulas dialekt er den, som har fået æren af at kaldes ”Guds sprog”, fordi dialekten er den eneste nulevende efterkommer af vest-aramæisk, den almindelige dialekt i Nazaret og Galilæa omkring år 0.

---

Artiklen fortsætter efter annoncen:

– Der er ord på aramæisk i Ny Testamente, siger Toufic Eid.

Bibelforskerne antager, at Jesus brugte aramæisk, når han talte med folk i almindelighed, men brugte hebraisk over for de skriftlærde. Aramæisk var folkesprog, og hebraisk var synagoge-sprog. Med handelsmænd kan han have talt græsk, og Ny Testamente er bevaret på græsk.
Men hele eller dele af det er måske først skrevet på aramæisk.
– Der findes i hvert fald nogle få sætninger og ord på aramæisk selv i den græske tekst i Ny Testamente, fortæller Toufic Eid.
Det gælder bl.a. Jesu sidste ord på korset i både Mattæus og Markusevangeliet: ”Alloi, Alloi, lima sabachtani?” – ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Og når Jesus vækker synagogeforstanderens døde datter til live, gør han det med de aramæiske ord: ”Thalita koum” og ”athóbizha”; ”Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!”
(Markus ev. 5,41.)

Mon ikke aramæisk også trænger til at rejse sig og genopstå? Tidens tand har tæret hårdt på sproget, siden radioen kom til Ma´loua i 50’erne, og tv kom i 60’erne. I 70’erne begyndte Ma’loulas indbyggere at pendle eller flytte til storbyen på grund af job og uddannelse. For at redde stumpene af det døende sprog begyndte George Rezkallah fra Ma´loula i 1970 at samle små historier, sange og anden viden om dialekten.
Rezkallahs systematiske indsamling af information blev starten på en kamp for bevaring og organsigering af Ma’loulas dialekt, og i 2004 blev der oprettet et lille fakultet: Ma’loula Center for Teaching Arameic language.

– Vi har kæmpet hårdt for sprogcentret, siger Eid.
– At centeret for nylig fik en samarbejdsaftale med universitetet i Damaskus, betyder enormt meget. Uden en akademisk tilknytning er instituttet kun en aftenskole, siger Eid.
I første række skal det lære ma´loulaerne at skrive deres eget sprog. Med tiden skal det kunne lære sproget videre til udenforstående, og da særligt akademikere.
Måske må han selv på skole en dag. Selv efter ni år som superior ved klosteret taler han endnu ikke ”Guds eget sprog”. Kun engelsk, arabisk, fransk, italiensk og spansk…

Aramæisk I BIBELEN:
“Alloi, Alloi, lima sabachtani?” – Dansk: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”. (Matteus 27:46 og Markus 15:34)
“Thalita koum” – Dansk: Lille pige, Jeg siger dig stå op!” (Markus 5:41)
Andre aramæiske ord nævnt i Bibelen er abba, fader, og barrabas fra bar abba, “faderens søn”, raka, bror, mammon, penge, rabboni, rabbi, lærer, (som Maria tiltaler Jesus), korbanas, skatkammeret, sikera, stærk drik og hosanna, oversat til dansk som hosianna.
Nogen mener desuden, at amen er aramæisk, og der forekommer i hvert fald en del aramæiske egennavne og stednavne, bl.a. andet Barabass, Barnabas, Barsabas og Simon bar-Jonah, Getsemane og Golgata.
Forhandlingssprog: I Det Gamle Testamente forhandler jødernes konge med assyrerne på aramæisk, for at almindelige folk ikke skal forstå, og skriver til faraoen i Egypten på aramæisk.

Fakta om aramæisk:
Aramæisk er et semitisk sprog, i den afro-asiatiske sprogfamilie, beslægtet med arabisk og hebraisk.
Dateres til mindst 2.200 år f. Kr. Alfabetet er basereet på fønikisk (Libanon).
Tekster på aramæisk forekommer i Mosebøgene, Ezra, Jeremias og Daniels bok. Aramæisk antages at have været Jesus fødesprog. Lingvistisk set hedder sproget, som Jesus talte “gammel-aramæisk”, og uddøde år 200.
Gammel-aramæisk var officielt sprog i det persiske og babylonske rige, og ofte brugt som lingua franca i deler af Mellemøsten frem til arabisk overtog rollen med islams ekspansion i 700-tallet.
Tales i dag af ca. 400.000 i Armenien, Aserbadjan, Iran, Irak, Israel, Georgien, Libanon, Palæstina, Syrien og Tyrkiet.
Syv dialekter af vest-aramæisk blev talt i det område, hvor Jesus voksede op, bl.a. en samarisk dialekt og en jerusalems-dialekt. De sidste århundreder har været hårde ved aramæisk. Mange gik tabt i folkemordet på armenere i det moderne Tyrkiet. Uddrivelsen af jøder fra mange arabiske lande tvang disse jøder til Israel, hvor moderne hebræisk erstattede aramæisk. Vest-aramæisk findes nu kun i tre landsbyer i Syrien.
I Mel Gibsons film “Passion of Christ” tales aramæisk. Det er et konstrueret aramæisk, lavet af sprogprofessor William Fulco fra Los Angeles, men folk i Ma’loula kan forstå det.

Bibelhistorie: Aram var Noahs barnebarn
Noah havde tre sønner. Sem, Kam og Jafet.
Ifølge 1.Mos. 10,22 fik Sem sønnerne Elam, Ashur, Arpakshad, Lud og Aram. De blev hver stamfædre til mægtige folk. Aram var aramæernes stamfader. De blev 734 f.Kr. opslugt af assyrernes rige (opkaldt efter stamfaderen Ashur).
Abraham udvandrede fra Paddam-Aram i det nuværende syd-østlige Tyrkiet på grænsen til Syrien. Det var hertil, at Abraham sendte sin tjener for at finde en hustru til Isak, nemlig Rebekka, ”en datter af aramæeren Betuel” i Nakors by, opkaldt efter Abrahams bror.
Da Isaks søn Jakob havde snydt sin tvillingebror Esau, opfordrer Rebekka: Rejs straks til Paddan-Aram – til din morfar Betuels familie – og find dig en kone blandt dine kusiner, din onkel Labans døtre.
Jakob bliver gift med kusinerne Lea og Rakel og vender tilbage til Kanaans land (det nuværende Israel).
Israels folk havde altså aramæiske forfædre. I 5.Mos. 26,5 fik de endda besked på at sige, når de ofrede: ”Jeg nedstammer fra en omvandrende aramæer, der med sin familie søgte tilflugt i Egypten. De var kun få dengang, men mens de boede som fremmede i landet, blev de til et stort og mægtigt folk.”

Fakta om Ma’loula:
Landsby ca. 50 km. nordøst for Damaskus i Syrien.
Indbyggere: 1500 (formelt 5.000 med arbejds- og skolependlere indkluderet).
Religion: Kristen
Sprog: 40% arabisk, 60% aramæisk.
Antal besøgende (i 2006): 67.003.
Ankomst: Fra Damaskus går der busser hver time (pris ca. 3 kroner).
Overnatning: Ingen hoteller, men muligt at sove i klosteret ved forespørgsel. De fleste turister bor dog i Damaskus.
Af Henrik Pryser Libell
Foto: Thomas Haugesveen