Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Vi er en aktiv familie, som har taget ansvar i frikirken og skoleliv gennem hele vore fire børns opvækst. Vi ønsker af hjertet at formidle til vores børn, at vejen til Gud er det bedste, der overhovedet findes. Men sagen er, at vi er i en lille frikirke uden mange unge, og med starten på gymnasiet er deres tro faldet fra.
Det bekymrer mig og fylder mig med anklage mod os som forældre: har vi ikke formået at formidle dem vejen – hvorfor fortsætter de ikke det, vi har startet? Har vi svigtet vore egne børn i iver efter, at Guds kirke blomstrer? Det bør understreges, at vore børn er selvstændige, har omsorg for os, trives fint socialt og uddannelsesmæssigt, men de gider ikke frikirken mere!
Jeg ved godt, alle selv skal finde Gud, og Gud har børn og ikke børnebørn. Men det præger min egen tro: jeg begynder selv at stille spørgsmål til det ene og andet spørgsmål vore børn stiller til vores trosliv og kirkeopdragelse.
Faktisk er det smerteligt, når vores børn vælger kirken fra og søger ud mod andre miljøer, hvor de oprigtigt oplever mere ungdomsliv og nærhed og anerkendelse for deres evner.
Hilsen fra en MOR!
Kære MOR!
Som en kristen forælder er det en stor sorg, hvis vore børn ikke får det samme tilhørsforhold til Gud og til kirken, som vi selv har haft det. Jeg synes dog, du skal fokusere på, at dine børn er velfungerende følelsesmæssigt og socialt. I har altså fået givet dem en masse vigtigt og nødvendigt med i opvæksten. Begge dele er jo ting, der er meget værdifulde i forhold til, om man kan fungere både ude i samfundet, men også i en eventuel tjeneste for Gud. Dernæst er det vel ikke kun negativt, at dine børn stiller spørgsmål til den tro, I har formidlet til dem? Det modsatte af kærlighed er som bekendt ligegyldighed, og det lyder til, at dine børn ikke er ligeglade med troen men i stedet måske nysgerrige og selvstændige i forhold til at forstå, hvorfor og hvordan det skulle være relevant for dem! Er dette ikke netop et af skridtene mod på længere sigt at blive et Guds barn frem for et Guds barnebarn?
Jeg forstår din frustration over at blive anfægtet over den granskning af din tro, som jeres børn afstedkommer.
Men i sidste ende tænker jeg, at det er afgørende, at vores tro kan tåle at blive gransket for sandheden kan stå distancen, også over for nysgerrige og kritiske spørgsmål. Men måske er der nogle ting, der altid har været selvfølgelige, som er godt, at også du får tænkt igennem eller måske er der nogle former, som ikke betyder så meget for Gud, men mere for mennesker og som det kan være godt at tage op til revision?
Sørgeligt er det, hvis dine børn andre steder bliver mødt med mere hjertelighed, anerkendelse og imødekommenhed end i kirken. Det bør vi som kirkens folk tage meget alvorligt for det er netop kærligheden, den ubetingede accept og imødekommenhed, som bør være kirkens varemærke. Og naturligt er det da også, at det er dét, der tiltrækker mennesker også dine/jeres børn! Glæd dig over, at de ikke lader sig nøjes med mindre, og fokuser din energi på at bede for dem og på at formidle din reviderede viden og erkendelse om vores gode Gud og Far videre til dem ud fra det nye udgangspunkt som I sammen italesætter.
Og vær stolt af, at du og din mand har skabt rammer, der giver jeres børn lyst til at vende tilbage til jer og til barnetroen og snakke med jer om det.
Hilsen Suh
Kære Suh
Jeg synes, kristent arbejde er vigtigt! Altid har vi som ægtepar involveret os, haft ideer og udført og været sliderne, tålt slag udefra og hårdt arbejde. Men jeg oplever en afmatning, en snigende træthed og oplevelse af at være udnyttet i kirken: Fordi I har fået ressourcerne og evnerne, kan I give og yde mere end andre, naturligvis. Men hvem passer på os? Den glæde, jeg engang havde ved frivilligt kirkeengagement, er væk. Jeg orker ikke at være med i store kirkeopgaver, som kræver al min fritid, og som tager mere, end det re-genererer ny energi og livsglæde. Langsomt har vi flere venner uden for kirken end kirkens folk, som har så travlt. I de sidste tider skal kærligheden blive kold – og jeg tænker: Er det nu, det er sket eller hvad er der lige sket i mit/vores liv?
Min kærlighed til Gud er uforandret.
Hilsen en arbejder i vingården!
Kære Arbejder i Vingården
Du sætter fokus på et meget relevant emne med dit brev: nemlig den udfordring det er, at passe godt nok på sig selv inden for kirkens fire vægge. Vi er jo skabt i Guds billede med både krop, sjæl og ånd, og det er min overbevisning, at disse tre sider af os er uløseligt forbundne. Men nogle gange er det som om, at vi inde i kirken af og til kommer til at glemme de sidste to sider af skabelsen psyken og kroppen i vores iver efter at honorere åndens villighed. Du og din mands indsats i jeres kirke er prisværdig og afgjort af stor vigtighed uden frivilligt og hengivent engagement kom kirken ikke langt men det er af absolut nødvendighed, at du ikke overhører din krops og psykes signaler om, at du er overbelastet. Gør du det, brænder du med sikkerhed ud, og det kan medføre netop afmatning, træthed, men også flere andre negative fysiske symptomer, som i sidste ende kan ende som en depression eller alvorlig fysisk sygdom.
Du spørger, hvem der skal passe på dig/jer? Svaret er, at det skal I selv! Ideelt set bør vi passe på hinanden være omhyggelige med ikke at presse hinanden over evne og ikke at give hinanden dårlig samvittighed over at sige fra men i sidste ende er det kun os selv, der for alvor kan mærke, hvor grænserne går, og dermed også håndhæve dem. Når vi læser om Jesus i det nye testamente, tegner der sig et billede af en mand, der ikke tillod sig selv at blive udbrændt i stedet holdt han pauser fra mængden og hvilede passende. Og i beretningen om Martha og Maria er der vel også et par pointer at hente i denne sammenhæng.
Når vi i stedet kommer til at drukne i projekter og alt for meget frivilligt arbejde, så tror jeg, det handler om en dårlig samvittighed og angst for ikke at være en lige så god kristen som de andre angst for ikke at slå til. Her er det for mig at se så yderst vigtigt, at vi minder os selv og hinanden om, at vi aldeles og udelukkende er absolut gode nok for og til Gud, alene på grund af det Jesus har gjort for os samt hans kærlighed til os.
Derfor kan og bør vi altid respektere vore egne signaler om, at vi skal sige fra. Tag en pause fra det frivillige arbejde, lad en anden overtage, eller lad det dø om nødvendigt! Det gælder dit fysiske helbred, men også dit åndelige velbefindende trist er det jo, at du oplever glæden ved det kirkelige arbejde og åbenbart også samvær truet!
Vi skal være opmærksomme på, at vi i kirken aldrig får for travlt til at koncentrere os om det, der er allervigtigst: at pege hen mod Gud, mod Kristus for den enkelte, for når vi som enkeltpersoner lades op, fyldes med fornyet fred og kraft fra Skaberen selv, så trives kærligheden til os selv og til andre og det er vel i og ud fra kærligheden, at de største mirakler sker.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, eller mail til: Suh@Udfordringen.dk
