Unge kristne vil blande sig i Skjerns natteliv
En gruppe unge kristne fra Skjern fortæller unge i byens natteliv om Jesus.Med varm kakao og kage inviteres unge i Skjerns natteliv til at komme forbi en opstillet pavillion på torvet til en snak om livet med Jesus.
– Det var koldt at være ude, men helt sikkert det hele værd, når jeg får lov til at fortælle de gode nyheder om Jesus. Det er svært at sige, om nogle har taget imod budskabet, men jeg er sikker på, at vores samtaler har sat tanker i gang hos mange, lyder det fra Sebastian Marc Olesen efter en af aftenerne.
Han har sammen med tre andre unge kristne i byen taget initiativet til nattens gademission. Målet er, at de unge skal få mulighed for at lære Jesus at kende.
– Gennem de sidste par år er det blevet klarere for mig, at Gud ikke har andre til at fortælle om sig end os kristne. Hvis ikke vi fortæller om ham, er der ingen, der gør. For mig er det ufatteligt vigtigt, at mennesker hører om håbet for evigheden.
Derfor glæder det mig også meget, at vi fik startet dette team op, så vi kan være med til at nå nogle mennesker på vores egen alder, forklarer Sebastian.
Gruppen, der består af fem til ti personer mellem 15-25 år, var på gaden for tredje gang natten mellem fredag og lørdag.
– Man ved aldrig på forhånd, hvad der kommer til at ske, hvem man kommer til at snakke med, og hvad vi præcist kommer til at snakke om, selvom vi selvfølgelig håber, at alle samtaler vil føre dem, vi snakker med, tættere på Jesus, fortæller Sebastian.
Foruden pavillionen, kagen og kakaoen har gruppen også små kort og flyers, som de deler ud. Bl.a. med tegneserier, som forklarer vigtige ting om Gud og kristendommen.
Det er forskelligt, hvor mange der kommer forbi hver aften, men de unge evangelister planlægger at stå på torvet hver tredje fredag. Det er der flere fordele ved, mener Sebastian.
– Vi har valgt at evangelisere i nattelivet for at møde de unge, der, hvor de er, og i øvrigt har de unge mindre blufærdighed omkring deres tro, når de har fået noget indenbords, siger han med et smil på læben.
Gruppen står på torvet foran Skjern Bank, som har givet dem lov til at låne pladsen og bruge af deres strøm til musik og andet udstyr.
De unge kommer fra forskellige ungdomsforeninger og har derfor bestemt at køre aftenerne på tværs af de forskellige foreninger, de kommer fra.
– Vi har bevidst valgt ikke at køre det ud fra én bestemt forening, men i stedet køre på tværs af foreningerne, så det ikke kommer til at lyde som en medlemsinvitation, men derimod det, som det faktisk er: en frelsesinvitation, slutter Sebastian.