Tema om Aglow
Grænseoverskridende ja
– men frygten forsvandt
Jeg regnede ikke med mere end ét Aglow-møde. Det var for godt til at være sandt.Efterhånden er det ved at være ti år siden – da jeg var midt i trediverne – at jeg for første gang satte mine fødder på et Aglow-møde.
Mine relationer til andre kvinder var noget anstrengte, fordi jeg i mit arbejdsliv har oplevet kvinder, når de er værst.
Jeg regnede heller ikke med mere end ét Aglow-møde for mit vedkommende. Ved første øjekast var disse kvinder noget ældre end mig, og så var de så pæne i hele deres væremåde.
Det var for godt til at være sandt. Men for første gang oplevede jeg ægte omsorg, og foredragene var levende og relevante, så de udfordrede min tankegang i mit trosliv.
Bent, min mand, lod nogle gange, som om han sov, når jeg kom hjem om aftenen, for ellers ville jeg begejstret fortælle, hvad jeg have hørt og oplevet, og så kom han først til at sove sent.
I Aglow har jeg oplevet megen omsorg i stort og småt. For eksempel var der en, som inviterede mig på en kop kaffe under en Aglow-konference, og vi sad og talte sammen og havde det hyggeligt. Det var jeg ikke vant til i min opvækst.
Et eksempel på, hvordan Gud helbreder, fandt jeg i Paula Shields bog Helbredelse af sjælen, som blev lavet til undervisnings-materiale.
Det har været en åbenbaring at læse den bog, og det var bare fantastisk at få mulighed for undervisning i helbredelse af sjælen. Rita underviste på en måde, så det gik helt tæt på, og vi lærte at vente på Helligåndens ledelse og ikke at være bange for stilheden.
Vi oplevede, hvordan Gud selv hjalp os igennem nogle svære ting i vores liv, og vi bad for hinanden og øvede os i at give hinanden opmuntringsord og billeder fra Gud. Det er nok noget af det stærkeste, jeg har oplevet.
Aglows konferencer har altid været noget helt specielt; man lærer hurtigt at være i forventning til, at Gud gør noget nyt.
Jeg indrømmer, at ind imellem har der flydt tårer i fortvivlelse over ikke at blive mødt på den måde, jeg selv mente, at Gud skulle møde mig. Men så er det pludselig sket alligevel – blot på den måde, som Gud ved, at netop jeg skal mødes.
På et tidspunkt kom jeg i medarbejdergruppen, og det var dejligt, men også grænseoverskridende at bede sammen med andre kvinder – ikke mindst engang, hvor vi skulle bede og proklamere Guds løfter for Kolding fra toppen af Koldinghus slot.
Vi bad og sang, selvom der var andre til stede, og jeg havde mest lyst til at kravle i et musehul, men frygten forsvandt, og det blev til sejr i stedet.
I det hele taget oplever jeg Aglow som et stort væksthus, hvor alle mulige blomster og planter kan gro, også de, der kræver ekstra omsorg, og som måske var i fare for at dø. Og pludselig har de så ikke bare overlevet, men også sat nye skud … og for første gang blomstret.
Af Bitten Vestergaard
