Jeg havde lovet Gud at elske livet
Tyskfødte Ele Bonde, der er aktuel med bogen Ansigtets gåde, er optaget af, hvad Jesu menneskelighed betyder for vores tro.
Engang lovede jeg Gud noget. Det skete i en tid, da min mor var begyndt at forære sine farvestrålende kjoler væk. Hun ville aldrig gå i dem mere. I den tid fandt jeg tit vej op til hendes klædeskab og lod mine fingre glide igennem de farvestrålende stoffer. Jeg kunne stå dér i lang tid og falde i staver…
Nedenunder gik min mor i sort. Jeg forsøgte at huske, hvordan hun så ud i disse kjoler, men det blev sværere med tiden. De sagde, der var gået et år, men det havde jeg snart ikke noget begreb om. Jeg var bare ni år og savnede min mors glæde og vi savnede alle vores far. Det var hans alt for tidlige død, der havde vendt op og ned på alting.
Så kom den dag, hvor jeg tiggede hende om at tage en af sine gamle kjoler på, og hun så på mig, som om hun endelig så mig, igennem alle sorgens lag. I det øjeblik hun igen havde én af sine farvestrålende kjoler på, lovede jeg Gud at elske livet. Det føltes, som om vi sammen begav os på vej ud af sorgen.
Fra Ele Bonde: Ansigtets gåde.
For nogle mennesker er der en enkelt begivenhed i deres liv, som bliver bestemmende for resten af deres liv. En ulykke, som ikke er til at bære, en tung skæbne, de må tage på sig. Sådan har det været for Ele Bonde. Hun voksede op i det smukke Hessen i Tyskland, hvor hun var den næstyngste af fem søskende.
Mine forældre havde stærke holdninger og var meget engagerede i livet. Særligt var det dem magtpåliggende, at man ikke måtte leve tankeløst, dvs. at man skulle forholde sig til Gud.
Min farfar var med til at grundlægge en frimenighed med tilhørende bibelskole i min fødeby. På bibelskolen var der elever fra hele verden fra Brasilien, Canada, Rusland, Libanon, Italien og Danmark. Vores lokale menighed var præget af disse unge verdensborgere. Jeg færdedes meget iblandt dem og havde stor glæde af det. Her mødte jeg også min mand, som blev elev på skolen, da jeg var 16, fortæller Ele Bonde.
Men inden da havde hun som niårig mistet sin far. En hændelse, som satte sig dybe spor i Eles liv mange år frem i tiden.
Jeg har selvfølgelig savnet ham. Savnet har ligget som en stor, sort sorg i min mave. Men jeg lærte at leve med sorgen og være glad samtidig. En sorg forsvinder ikke, men man kan forsone sig med den.
Det første og meget afgørende for min livslyst var, at jeg lovede Gud at elske livet. Men sorgen har også været med til, at jeg ofte hellere ønskede himlen end jorden, dvs. at jeg søgte mod Gud, søgte trøst i himlen. Til tider talte jeg med Gud næsten uafbrudt. Min fars død har drevet mig ind i en stærk og meget virkelig gudsrelation som barn desværre også på bekostning af menneskelige relationer.
Bogen giver os en fin skildring af forholdet til en barndomsveninde, som også havde mistet sin far. De to piger levede i de tidlige teenageår et risikabelt og halsbrækkende liv, for de frygtede ikke døden og Ele Bonde fortæller om det afgørende og smertelige tidspunkt, hvor deres veje må skilles.
Oplevelsen af faderens død er en af de vigtige personlige oplevelser, som Ele Bonde fortæller om i sin nyligt udkomne bog, Ansigtets gåde. Gennem årene var løftet om at elske livet et omkvæd, som hun igen og igen kunne vende tilbage til og finde ro i. Hendes anliggende i Ansigtets gåde er at formidle kærligheden til livet ved at beskrive, hvordan Jesus har været menneske, og hvordan han har levet sit liv.
Det handler om at elske livet! Dette liv! Jesus lærte det så mesterligt, som jeg ikke har set det andre steder, siger hun.
Hvorfor kan det være så svært for os? Hvorfor vil vi hellere have et andet liv? Være en anden? Hvorfor ønsker vi os endda at være Gud? Eller omvendt at være meget mindre, end vi er? At elske livet er ikke en lille ting, for det betyder at elske det hele. Og det betyder at være glad for det menneskelige og se det som en værdighed at være menneske!
Jesus har med sit liv talt en overbevisende forsvarstale for mennesket. Med Jesus blev vi mere end nogensinde opfordret til at rejse os og sige ja til det, som Gud tiltror os, vi kan klare, siger hun og tilføjer: Sige ja med kærlighed.
Mange af de indsigter, som Ele Bonde giver videre i bogen, er hun nået frem til gennem bibliodrama, et rollespil, hvor deltagerne spiller personer fra Bibelen. Ikke for at andre skal se på det, men for at de skal leve sig ind i Bibelens beretninger.
Jeg kom til Pallottinerklosteret i Vallendar i Tyskland for at spille og blive uddannet. Jeg var fra første færd grebet af, hvordan teologisk viden og livsvisdom kunne blive levende gennem disse spil. Dertil kommer, at vi i spillene ikke kan undgå at være i relationerne, mærke hvad de gør ved os og lære nyt. Der er relationer på kryds og tværs: relationen til den rolle, jeg har valgt, relationen til de andre spillere og relationen til Gud. Det giver spillet en spænding og spændstighed, som jeg holder meget af, og fortællingerne bliver meget konkrete.
Jeg har oplevet, at vi i kirkerne taler rigtig meget om vores relationer og om fællesskabet, men at vi faktisk ofte kommer til kort at fællesskaberne enten bliver uforpligtende eller for snævre. Da gav bibliodrama mig nogle svar og en nøgle til, hvordan vi kan blive bedre til at opbygge sunde fællesskaber, siger Ele Bonde.
Og så holdt jeg ganske enkelt så meget af fortællingerne, at jeg var lykkelig over at have fundet en form, der gør dem levende, og hvor jeg kan være med helt konkret i stedet for at sidde på en bænk og lytte. At sidde og lytte er også fint, men jeg kan godt lide at lege og udforske noget sammen med andre, fortæller Ele Bonde.
Ved siden af arbejdet som diakon i Hasle Kirke i Århus tilbyder hun kurser i bibliodrama. Hun oplever, at deltagerne ofte bliver forbavsede over, hvor meget denne form bevæger dem:
Mange oplever, at de vælger en rolle intuitivt, og så pludselig er de landet i deres eget liv. Mange giver også udtryk for, at de får meget med sig fra de andre spillere og de samtaler, der bliver ført under spillet fordi de kan genkende sig selv i de andre. Spillet opleves ofte som en helingsproces eller som et skridt på vejen. Som regel åbner historierne sig også med nye dybder og vinkler, siger Ele Bonde.
Ele Bonde: Ansigtets gåde om at finde identitet i de bibelske fortællinger.
Forlaget Boedal 2010, 192 sider, kr. 199.
