Lyttere vil nu redde morgenandagt

Morgenandagten på FM-båndet er truet, mener KLF, Kirke & Medier, der nu lancerer en underskriftindsamling. Red Morgenandagten! Sådan lyder en underskriftsindsamling på www.klf.dk. Her kan alle lyttere, der fortsat ønsker et meningsfyldt åndehul i radioens programflade, skrive sig på.

Red morgenandagten, opfordrer Finn Andersen.

Underskrifterne vil så indgå i KLF, Kirke & Mediers fortløbende dialog med DR.
For den daglige transmission af morgenandagten fra Københavns Domkirke på P2 er nemlig truet, når kanalen ifølge det ny medieforlig sammensmeltes med P1.

Over på DAB?

Morgenandagten har ca. 40.000 lyttere i gennemsnit. Det er mange, men formodentlig ikke nok til at hamle op med fx P1 Morgen, der har 90.000 daglige lyttere.
– Jeg frygter, at Morgenandagten forsvinder hen på DAB-radioen, siger teolog Kathrine Winkel-Holm til Kristeligt Dagblad. Hun er medlem af DR’s bestyrelse og var den ene af de to, der opponerede mod fusionen af P1 og P2.
– Det er en form for afkristning af samfundet, siger hun. – Vil man lytte til andet end flad pop, må man selv betale, for man får det ikke længere over licensen.

Dialog med DR

Det er dog at male en vis person på væggen, mener direktør for KLF, Kirke & Medier, Finn Andersen:
– Den endelige beslutning tages først senere på året, og vi møder DR’s ledelse ved flere lejligheder. Her vil vi have underskriftsindsamlingen med i tasken, siger han.
Det er vigtigt for KLF, Kirke & Medier, at Morgenandagten bevares på FM-båndet, da DAB slet ikke er slået igennem som medie endnu, og mange ældre lyttere kun har en almindelig FM-radio. Og biler er endnu ikke installeret med DAB eller anden digital radiomodtager, fremholder Finn Andersen. Mange lytter nemlig til Morgenandagten i bilen på vej til arbejde.
KLF, Kirke & Medier fremhæver radioens public service forpligtelse til at afspejle dansk kultur. I Medieaftalen 2011-14 står udtrykkeligt: ”DR skal styrke sine public service-tilbud inden for dansk kunst og kultur i hele landet…”
Kirken hører med til kulturen, og FM-båndet dækker hele landet.
Man kan underskrive digitalt ved at følge linket på www.klf.dk.