På sommerferie med søster Bente

Kildeborg sommerlejr har i knap 50 år samlet en flok piger, som lærer om mission og om at hjælpe andre mennesker.Kildeborg sommerlejr bliver for mange af pigerne en lille hyggelig lejr, hvor de får et godt kendskab til Bibelen og lærer at tage ansvar for deres næste.

Der blev plads til meget hygge og samvær på Kildeborg Sommerlejr. Her hygger pigerne sig med at tilberede snobrødet over bålet.

På lejren, som varede en lille uges tid, var der gudstjeneste om Fadervor, bibeltimer om bjerge i bibelen, fælles sange, underholdningsaftener, lege-timer og kreativ kunst.

Lærte om mission

De 38 piger lærte også om mission, da missionærer og voluntører fra Danmission kom og fortalte dem om deres oplevelser i Egypten, Bangladesh, Nepal og Filippenerne.
Det gav børnene kendskab til andre lande og befolkningens måde at leve på, men også til de kristne kirker mange steder i verden.
Pigerne lærte også, at de næstekærligt skulle dele deres ressourcer med andre, som har brug for hjælp – også selvom de er ukendte og fremmede.

Internationalt marked

På lejren samlede pigerne penge ind til to børn fra Bangladesh, hvis billede hang på væggen. Det skete bl.a. på den sidste dag, hvor der var markedsdag for gæster og forældre.
Her solgte pigerne smykker, ikoner og lignende, som de selv havde lavet samt popkorn, bolsjer og is, som tanterne i køkkenet havde lavet.
Desuden solgte de kors fra Egypten, knækbrød fra Indien og smykker fra Mongoliet og Filippinerne. I tråd med tilstandene i disse lande, optrådte nogle af pigerne også som tiggere på gaden.
Nogle af pigerne på lejren havde endda taget deres egen sparebøsse med, for at kunne hjælpe de to fattige kostskole-børn i Bangladesh, som indtægterne gik til.

Lejr gennem 49 år

Der har i de sidste 49 år været sommerlejr for piger på Kildeborg.
Lejren blev i sin tid startet af Esther Bertelsen, som var børnesekretær i det daværende Santalmission – derfor kører lejren nu også i Danmissions regi (da Danmission stammer fra en sammenlægning af Santalmission og Det Danske Missionsselskab i år 2000).
Diakonissesøster Bente, som nogle piger tror er nonne og andre siger er en meget sød kristen, har gennem de sidste 13 år været ”tovholder” for et fællesskab af ’tanter’ og ’kusiner’, som trofast år efter år giver en uge af deres ferie for pigerne på Kildeborg.
Nogle af disse ’tanter’ var selv deltagere på lejren, da de var små og nu kommer deres egne børn med. Ti af disse kusiner fra 16 til 26 år hjælper pigerne med flere praktiske ting, bl.a. at skrive breve hjem til forældrene.

Ingen skænderier

Da lejrens tema i år var om bjerge, hørte børnene om Sinai Bjerg, Sikems Bjerg og Sions Bjerg. Under lejren stod pigerne også på toppen af Kildeborg bjerg, hvor de skrev deres egen pagt med Gud.
Jeg spurgte nogle af pigerne hvorfor de kom igen og igen. De svarede:
– Fordi det er hyggeligt, fordi vi lærer meget, fordi vi får gode venner og der er ingen skænderier(!) – vi kan slappe af og hvile.
Elizabeth P. Olesen/John

Læs mere


Artiklen fortsætter efter annoncen: