Stor interesse for AdamogEva.dk
Hjemmesiden AdamogEva.dk, der oplyser unge om sex og samliv ud fra et kristent standpunkt, oplevede stor interesse i sommeren.Således lå antallet af unikke besøgende (besøg fra forskellige computere) på 22.500 i juni måned.
– Kurven stiger fortsat støt og roligt, skriver hjemmesidens redaktør, Benna Asmussen Hørlück i et nyhedsbrev ifølge IMT.
Rådgiverne på hjemmesiden oplever også stor interesse og modtager mere end 100 henvendelser hver måned. I juni rundede brevkassen 1.300 svar.
– Konkret er vi ved at udvikle hjemmesiden, og vi vil også i stigende grad imødekomme nogle af de forespørgsler, vi løbende får, om at komme ud og undervise og holde oplæg om sex, skriver Benna Asmussen Hørlück.
AdamogEva.dk forsøger at oplyse og vejlede unge mellem 11 og 25 år omkring sex og samliv i overensstemmelse med en kristen etik. Derfor bliver alle artikler også skrevet af kristne læger, pædagoger, psykologer, journalister og andre fagfolk.