28.000 unge tager på efterskole

– Det er ikke tilfældigt, siger Jens Dam fra efterskolen Hedemølle, som selv har 97 elever til det kommende skoleår.- Det er ikke tilfældigt, at godt 28.000 unge er taget på efterskole i skoleåret 2010/11, siger Jens Dam fra efterskolen Hedemølle.

De første uger på årets efterskoleophold på Hedemølle er gået med fælles oplevelser i naturen, så elever og lærere bliver rystet godt sammen. Den tid, der går med det, lønner sig i årets løb. Her er eleverne ved at være klar til en cykletur.

– Et efterskoleår er en udbytterig oplevelse. Derfor har efterskoleforeningen bl.a. kørt med sloganet: ”Et efterskoleår svarer til 7 menneskeår”

Mange elever på Hedemølle

97 af landets unge har valgt at tage et år på Hedemølle Efterskole ved Bjerringbro. Skolen er oprettet af Evangelisk luthersk Mission og lægger meget vægt at have klare, synlige kristne holdninger. Samtidig satser skolen på et højt fagligt niveau og på alsidige muligheder mht. valgfag.

De første uger handler om fælleskabet

I skoleårets første uger er der arbejdet meget med at få eleverne til at finde sammen i et sundt fællesskab, fortæller Jens Dam. Hver aften var der i den første uge et ekstra arrangement for at ryste eleverne sammen (bålaften, madrasløb, rundbold osv.).
I den første weekend var alle elever ude at overnatte væk fra skolen. Drengene sov i en halmlade på en nabogård, mens pigerne sov i shelters i Hjermind skov.
Og den anden skoleuge sluttede med en kontaktgruppetur, hvor hver lærer havde et døgn sammen med sine 8 kontaktgruppeelever.
Alt sammen har været med til at hjælpe eleverne godt ind i fællesskabet.

God kontakt til kirke og missionshus

– Som kristen efterskole vil vi gerne have den bedst mulige kontakt både til kirke og missionshus, siger Jens Dam.
– Derfor har det også været godt med et velkomstmøde i det lokale missionshus i Tange og søndagen efter med gudstjeneste i Mammen Kirke.
Det er rigtig godt, når vi har mulighed for sammen at høre en god og klar forkyndelse. Det er en stor velsignelse.

Store forventninger til årets overlevelsestur

Netop nu er eleverne spændte på årets overlevelsestur.
Den finder sted midt i september. I tre dage er alle elever væk fra skolen og ude på naturoplevelser. Overnatningen foregår i selvbyggede bivuakker. Og dagene går med at finde rundt og løse opgaver ved diverse poster. Her vil indgå træklatring, kano- og kajaksejlads, tømmerflåde, rapelling og meget mere.
– Det er altid en fantastisk spændende og udfordrende tur. Her er der virkelig brug for sammenhold og teamspirit for at klare opgaverne. Der er ingen tvivl om, at vi glæder os til årets O-tur, siger Jens Dam. Han inviterer til ”Efterskolernes Dag” den 26. september fra 13-17 på skolen, som ligger ved Bjerringbro i Jylland.
Her vil man bl.a. vise billeder og reportager fra årets O-tur (overlevelsestur) og meget af det andet efterskoleliv, der foregår, når unge er sammen.
– Alle er meget velkomne til at komme og opleve lidt af efterskolelivet! siger han.
Henri.