Anmool måtte flygte fra mandlige kolleger
Den 15-årige pakistanske pige Anmool arbejdede på fabrik for at hjælpe sin mor med at forsørge familien. De mandlige kolleger lod ikke Anmool arbejde i fred, men gjorde grove tilnærmelser. Men med hjælp fra Dansk Europamission kan hun nu komme i skole igen.15-årige Anmool fra slumområdet Youhanabad i storbyen Lahore i Pakistan har kunnet genoptage sin skolegang. Skolegangen var blevet afbrudt, da hun mistede sin far.
Hun skal gå på en nystartet skole i slumområdet, som Dansk Europamission sammen med sin partner i Pakistan har etableret.
Hvis ikke skolen var blevet etableret, er det ikke sikkert, at hun kunne have fået nogen skolegang.
Anmool fortæller:
– Min far døde for tre år siden, og min mor begyndte at arbejde på fabrik, så der var penge til at dække udgifterne i hjemmet.
Hun arbejdede hele tiden, men tjente ikke så meget, og der var ikke penge nok til at betale for skolegang. Derfor begyndte jeg også at arbejde på fabrikken sammen med min mor.
Mændene og drengene på fabrikken prøvede at indlede forhold til mig og tilbød mig penge for seksuel tilfredsstillelse. Som kristen pige kan jeg dog ikke involvere mig i dårlige og nyttesløse forhold.
En dag prøvede tre mænd og drenge at få mig væk fra afdelingen, hvor jeg arbejdede.
Jeg begyndte af løbe, men faldt, slog mit højre øje ind i en mur, og det begyndte at bløde. Derefter sendte min mor mig aldrig på arbejde igen.
– Jeg havde et stort ønske om at få en uddannelse og blive engelsklærer, men da jeg kom fra en fattig familie, måtte jeg glemme denne drøm. Jeg bad om, at hvis det var Guds vilje, måtte han åbne døren.
Gud hørte vor bøn. I kan ikke forestille jer, hvor lykkelig jeg blev, siger Anmool om den skole, som Dansk Europamissions samarbejdspartner byggede for lokalsamfundet.
På skolen får omkring 300 børn som Anmool nu mulighed for at tage 1.8. klasse. Skoleprojektet har fået tildelt DANIDA-midler, som administreres af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.
På skolen lærer børn og unge at regne, skrive og læse urdu og engelsk og har desuden fag som fysik, biologi og geografi. Desuden lærer de at omgås andre mennesker.
Eleverne lærer at bruge en computer og at give udtryk for deres mening ved at deltage i debatter i klassen og elevråd.
Skolen drives på et kristent grundlag, og på skolen oplever pigerne at være i et miljø, hvor kvinder regnes som ligeværdige med mænd.
På mange måder sættes eleverne på den måde i stand til at skabe en bedre fremtid for sig selv og deres familier.
Senere vil de unge kunne få en positiv indflydelse på det pakistanske samfund.
Skoleprojektet giver skolegang for børn, der sandsynligvis ikke ville have haft mulighed for skolegang.
Skolen modtager også et mindre tilskud fra kommunen, og gennem dette samarbejde kan kommunen måske i fremtiden få større forståelse for nye måder at drive en skole på.
Der arrangeres nemlig også seminarer for børnenes forældre og søskende, så de kan lære, hvordan de kan komme ud af fattigdommen.
Anmool får i hvert fald mulighed for at få sin drøm opfyldt.
-Jeg er glad for at jeg lærer at bruge en computer og for, at jeg får musik-undervisning, slutter Anmool med at fortælle.
Af Samuel Nymann Eriksen
og Henri Nissen