Den lange rejse hjem
Toy Story 3 med dens historie om Woody og co.s forsøg på at finde hjem er fremragende.I den tredje og sidste del af Pixars animerede trilogi om tøjcowboyen Woody og plastikrobotten Buzz Light-year flytter deres ejer Andy hjemmefra for at gå på universitetet, og alt hans legetøj bliver sendt til børnehaven Sunnyside. På trods af navnet er børnehaven alt andet end solbeskinnet, og Woody, Buzz og deres venner må nu bryde ud af deres fængsel og forsøge at finde hjem igen.
For at forstå og værdsætte præcis hvor fremragende denne film er, er det vigtigt at huske, hvorfor figurene blev så populære.
Den første film var en fejring af barnets fantasi og uskyld, men mest af alt var det en historie om kærlighed. Andys kærlighed til sit legetøj, legetøjets uendelige kærlighed til Andy – og seernes deltagelse i denne kærlighedserklæring.
Som et af de andre stykker legetøj i Sunnyside siger, betyder ingen ejere ingen frygt for at blive forladt, men ejerskab i Toy Story-universet er lige så stor en metafor for kærlighed som tamhed er i et andet mesterværk, Den lille prins.
For Woody, Buzz og alle de andre gælder det om at komme hjem igen, for hjemme er, hvor dit hjerte er.
Historien i denne film handler om det øjeblik, hvor vi giver slip på barndommen og er derfor på mange måde en passende afsked med Toy Story-universet. Den generation, der voksede op med den første film i 1995, er blevet voksne og har som Andy for længst forladt barneværelset.
Der er altid noget bittersødt sørgmodigt over afsked, men der er stadig plads til den samme begejstring og eventyrlyst, der farvede de første to film.
Disse film om en gruppe af nussede, teknologisk opdaterede stykker plastik, der har trukket børn såvel som voksne ind foran lærredet eller skærmen gang på gang, har vist sig at være et stykke livshistorie, en til tider melankolsk skildring af tab og afsked, såvel som en fejring af uspoleret fantasi. Og den tredje film lever til fulde op til forventningerne.
Toy Story 3
Bio-premiere: 26. august