Dyssegaarden – et skønt retrætested ved Jyderup

Bente og Benny Dyssegård rejste væk fra hverdagens travlhed i fem måneder. Nu vil de gerne give andre en mulighed for at trække sig tilbage, og i foråret åbnede de et smukt retrætested på Sjælland. Her er fred og ro og en dufte-sansehave.

Bente og Benny Dyssegaard har åbnet deres smukke gård ved Jyderup op for besøgende, som har brug for retræte.

– En dag, mens vi var på bibelskole på Hawaii, talte vi om, at alle skulle have muligheden for at opleve, hvad det vil sige at komme væk og stresse af, siger Benny og Bente Dyssegaard til Udfordringen fra deres retrætested i smukke omgivelser ved Jyderup.

En spændende retrætemulighed

– Der skulle gå fem år, efter vi fik visionen om at være noget for trætte og stressede mennesker, før det lagde sig endeligt tilrette. Det har været fem lærerige år på mange måder, men nu har vi slået dørene op for retrætegæster, fortæller Bente og fortsætter
– Mange bliver syge af stress og rammes af udbrændthed, derfor giver det mening at trække sig tilbage i stilhed og søge ind i Guds nærhed.

Formålet med en retræte på Dyssegaarden er netop at trække sig tilbage i stilhed, få tid til eftertanke og bøn og kunne vandre i naturen. I forbindelse med Dyssegaarden er der anlagt dufte-sansehave med tilskud fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
På Dyssegaarden vil der dagligt være mulighed for samtale med en coach. Bente Dyssegaard er uddannet diakon og coach.

Visionen

Om visionen for det nye retrætested fortæller Bente Dyssegaard:
– I sommeren 2004 satte vi vores hus til salg og rejste til Hawaii / Malaysia på UMO-bibelskole fem måneder. Da vi ankom til Hawaii, var vi utroligt stressede. Vi havde været meget aktive i kirke og politik. Der gik nok to måneder, før vi faldt ned i det normale jetlag.

En dag, på bibelskolen på Hawaii, talte ægteparret sammen om, at alle skulle have muligheden for at opleve, hvad det vil sige at komme væk og stresse af. De talte om, at når de kom hjem til Danmark, ville de købe en ejendom på landet, hvor mennesker kunne komme og stresse af. Før Bente og Benny rejste til Hawaii, havde de sat deres hus til salg med det formål at finde et lille sted på landet til sig selv.

– Da vi to måneder senere var i Malaysia med bibelskolen, fik en dame, der hed Wilma og kom fra Montana, et ord fra Gud til os, men inden hun gav os det, spurgte hun mig, om jeg bruger forklæde i køkkenet, hvilket jeg altid gør, fortæller Bente og fortsætter:
– Wilma så for sig et indre billede, som viste, at Benny og jeg stod i en døråbning, jeg havde forklæde på – og vi modtog trætte, udslidte missionærer og trætte mennesker, som havde brug for en pause fra hverdagen. Mange af disse mennesker havde behov for forbøn og opmuntring.

’I sælger jeres hus’

En måned senere var Bente og Benny inviteret til middag hos en indisk pastor, som intet vidste om deres baggrund. Pludselig sagde han: ”Når I kommer hjem til Danmark, vil der ske det, at I sælger jeres hus og mange trætte mennesker vil komme til jer på jeres nye ejendom, og her vil de finde hvile og få ny styrke.”

På Dyssegaarden kan man trække sig tilbage, få tid til eftertanke og nyde stilheden og naturen.

Hjemme i Danmark skrev Bente og Benny ned, hvilken slags ejendom de gik efter.
– Gud er mægtig, og vi tror han elsker at give os de gode gaver, som vi præcist beder om. Der var 11 ting på ønskesedlen, såsom at ejendommen skulle ligge ved skov, en syd/vest-vendt terrasse, karnap i køkkenet m.m. Herren ledte os til denne ejendom, som har alt, hvad der stod på ønskesedlen, samt mere til, fortæller Bente begejstret.
Visionen var tændt. Planerne gik i gang, og nu 5 år efter har Bente og Benny Dyssegaard slået dørene op til deres nye retrætested. Stedet drives som en forening med en tværkirkelig bestyrelse, og Benny og Bente har Holbæk Frikirke som deres bagland og tilsynsførende.

Åbner også for rekreation efter stress

Ønskerne fra forskellige mennesker, som har kontaktet stedet, har vist Bente og Benny, at der er behov for et sted som Dyssegården til rekreation efter stress eller som midlertidig opholds- og arbejdssted. Ud over retræteweekenderne åbner de nu op for, at man kan komme på rekreation i længere tid, fx efter stress, for at få stilhed til fordybelse eller til at få skrevet en bog. Man kan komme året rundt, døgnet rundt, så længe man ønsker og der er plads.

Planlagte weekender

Bente og Benny Dyssegaard har planlagt to retræteweekender i efteråret: Den 8. – 10. oktober og den 5.- 7. november. I foråret 2011 er planlagt en weekend hver måned, nemlig: 4.- 6. februar, 11. – 13. marts, 8. – 10. april, 13. – 15. maj og 3. – 5. juni 2011.
Man ankommer til retræterne fredag mellem kl. 14.00 og 18.00 og afrejser søndag kl. 17.

Du kan læse mere om Dyssegaarden på http://www.dyssegaarden-retraete.com
Du kan også kontakte Dyssegaarden på e-mail: retraete@dyssegaard.com eller på tlf. 57 52 74 18.