Historisk israelsk-palæstinensisk topmøde indledt i Washington

Så er startskuddet lydt: Fulgt af en stor del af verdens gode ønsker mødtes israelere og palæstinensere idag i Washington til direkte drøftelser om en løsning på den konflikt, der i så mange år har stået i vejen for fredelige forhold i Mellemøsten.Perspektivet er historisk. Hvis det lykkedes den israelske statsminister Binyamin Netanyahu og præsidenten for Den palæstinensiske Myndighed (PA) Mahmoud Abbas at nå til enighed, vil dette have en ret omgående følgevirkning i Mellemøst-området med påfølgende fredsaftaler mellem Israel og en række lande i den arabiske verden.

Mange langt uden for Det mellemste Østen vil holde vejret og afvente de første bulletiner fra topmødet.

Ifølge planen skulle Netanyahu imorges mødes med Abbas i Det hvide Hus, men der foreligger endnu intet om deres samtale.

Kompromis

Ved Obamas middag iaftes i den amerikanske præsidentbolig inden fredsforhandlingerne begyndte sagde Netanyahu i en tale med adresse til Abbas, at han var kommet til Washington “for at finde frem til et historisk kompromis med palæstinenserne”. Videre sagde han: – Jeg tror, at en aftale er mulig i løbet af et år – hvis der er politisk vilje og beredvillighed på den anden side. Vi har den vilje.

Netanyahu sagde, at han ønsker, at samtalerne vil medføre en “ramme for pricipper” mellem ham og Abbas, og at denne senere vil kunne udvides til en mere detaljeret aftale. Han sagde, at boligstoppet i bosættelser på Vestbred-området var et “marginalt anliggende”, som ville forsinke opnåelsen af en omfattende aftale.

Netanyahu fortsattte: – Al fred begynder med lederne. Præsident Abbas, du er min fredspartner. Det er op til os at overvinde den pinefulde konflikt mellem vore folk og skabe en ny begyndelse. Der er et behov for et historisk kompromis. Det jødiske folk er ikke fremmed i dets hjemland, vore forfædres land. Men vi anerkender, at et andet folk har del i dette land, med os, og at vi kan finde frem til en overenskomst, som vil gøre det muligt for begge folk at leve i fred, sikkerhed og værdighed.
Den israelske regeringschef sagde videre: – Fred kan bidrage til at bevare det økonomiske opsving, der har bredt sig over Vestbredden de seneste år. Virkelig fred kan forvandle dette opsving til en tidevandsbølge af fremskridt og håb. Hvis vi arbejder sammen, kan vi drage fordel af den store gavn vi har af vores enestående plads under solen – vores geografi, historie, kultur, klima og vore folkes talenter og skabe enestående muligheder for turisme, handel, industri, energi, vand og meget mere.

Og han sluttede: – Terrorangrebet (der dræbte fire israelske civilpersoner. red.) blev udført af de, der ønsker at afspore fredsprocessen. Freden må forsvares mod dens fjender. Vi ønsker at Vestbreddens horisont skal domineres af boliger, ikke af missiler, og at Vestbreddens veje skal fyldes med handel, ikke med terrorister. Vi forlod Libanon og fik terror. Vi forlod Gaza og fik terror. Vi ønsker at det område, vi vil opgive, ikke bliver forvandlet til en tredje iransk-sponsoreret terrorenklave, der sigter mod Israels hjerte. Præsident Abbas, vi kan ikke udslette fortiden. Men det står i vores magt at ændre fremtiden.

“Netanyahu er manden”

Ligesom det var under højrepolitikeren Menahem Begin at Israel opnåede sin første fredsaftale med et arabisk land, Egypten, mener mange i Israel – selv på venstrefløjen – at Netanyahu nok er manden, der kan skabe fred.

En israelsk sagkyndig siger om dette: – Venstre ønsker at skabe fred, men kan ikke, mens højre – der ikke ønsker det – kan, hvis det tvinges til det.