Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Jeg er en kvinde på 42 år, hvis liv er gået helt i sort. Jeg har haft en svær opvækst med en far, der skred, da jeg var 10 år, og en mor, som drak og tog piller. Jeg har altid været tæt på min mor på trods af hendes misbrug og været hendes støtte, indtil hun døde for 2 år siden. Min far har jeg kun sparsom kontakt med, har to halvsøskende på den side, som jeg ikke ser.
Jeg er førtidspensionist og får medicin for nerverne. Mit netværk er stort set ikke-eksisterende. Jeg ville gerne starte med at gå til noget for at lære nogen at kende, eller bare komme lidt ud, men får ikke taget mig sammen til at undersøge mulighederne og føler mig også låst fast i den rolle, som folk ser mig i: psykisk syg. Har tidligere kommet i en kirke, men stoppede af samme grund. Jeg overvejer, om mit liv er værd at leve? Hvorfor skal jeg blive ved med det? Hvordan får jeg overhovedet indhold i mit liv, som det er nu?
Hilsen Den Fortvivlede
Kære Fortvivlede
Jeg kan godt forstå, at du synes, det hele ser noget sort ud.
Du havde et tæt forhold til din mor, som du mistede for kun to år siden, og det efterlader naturligvis et tomrum i dit liv, både følelsesmæssigt og praktisk. Jeg forestiller mig, at jeres relation har givet dig meget indhold i dit liv, og at du til dels har fået dit behov for social kontakt dækket den vej. Anledningen til at komme ud af lejligheden er dermed også blevet reduceret væsentligt, og det er noget skidt. Vi mennesker er sociale væsener, og vi har brug for fællesskab og relationer i en eller anden udstrækning. Vi har også brug for at være en del af noget, opfylde et formål af en eller anden art, og få en struktur på vores dagligdag.
Skal du finde mening i dit liv, er du nødt til at have disse ting opfyldt i en eller anden udstrækning, og her er du simpelthen nødt til at træffe et valg: vil du et liv, eller vil du ikke?! For det er kun dig, der kan tage ansvar for det, og indsatsen er nødt til at komme fra dig! Hvis du vælger at give op nu, i frustration, skuffelse og bitterhed så står du hverken til at hjælpe eller redde! Bestemmer du dig derimod for at trodse de hårde odds, du har imod dig, og ihærdigt og udholdende gøre en indsats for at skabe mening i dit liv så vil det lykkes, fordi det er dig, med din fri vilje, der bestemmer, om noget skal give mening eller ej. Fokusér ikke på begrænsningerne, men på mulighederne om end de er ganske små!
Du har søskende på din fars side familie, som du i dag ikke har kontakt til. Det er oplagt at gøre en indsats her find ud af, hvordan du kan give denne mulighed en chance. Invitér dem hen til dig, eller invitér dig selv hen til dem, og giv ikke op, men afprøv ALLE muligheder. Vær kreativ og spørg andre om gode råd, din frisør, din psykiater, din tidligere præst, kassedamen i Netto blæse være med hvem det er, men brug det minimale netværk, du har, til at komme ud af starthullerne. Spørg også din sagsbehandler, om der er mulighed for at få en støtte-kontakt-person eller anden hjemme-hoser, som kan hjælpe dig i gang med netop at skabe netværk via deltagelse i aktiviteter. Giv også enten den tidligere kirke et forsøg igen, eller opsøg en ny menighed, for netop her burde der være en mulighed for at blive en del af et fællesskab. Og måske du her også kan blive mindet om nogle af de opmuntrende løfter, Gud jo faktisk har til dig? Tilbud om hjælp og trøst gennem bøn og nærvær med ham? Du behøver ikke fortælle andre om din diagnose, hvis det har vist sig at blive et indirekte problem for dig, det har man da lov til at holde for sig selv, hvis du synes, det er nemmere for dig at være dig uden. Hvis du ind imellem akut mangler nogen at snakke med, kan du evt. benytte dig af Sct. Nicolai Tjenesten, som er en folkekirkelig samtaletjeneste, de har tlf.nr. 70 120 110 – og du kan være helt anonym, hvis du ønsker det.
Jeg ønsker dig så meget held og lykke med kampen for at skabe mening i dit liv.
Hilsen Suh
Kære Suh
Jeg er en dame på 68 år, som efter flere ulykkelige omstændigheder nu er blevet klar over, at jeg er nødt til at snakke med nogen om nogle ting i mit liv. Ting, som ligger langt tilbage.
Mit spørgsmål er, om jeg kan få en henvisning til en psykolog hos min læge til dette, og om det overhovedet kan nytte noget, når det nu er så lang tid siden?
Venlig hilsen E.
Kære E.
Jeg synes, det er stærkt gået, at du har mod på at få bearbejdet nogle af de ting, der ligger i bagagen. Lige hvad det angår, er talemåden bedre sent end aldrig så absolut sand: det er aldrig for sent at arbejde med sig selv, og naturligvis kan man udvikle sig personligt også i din alder det eneste, det kræver, er blot, at man har viljen til det! Jeg har selv haft en kvinde på 79 år i terapi, og hun var både super spændende at arbejde med og udviklede sig også fint på de områder, hun fokuserede på.
Hvis du skal have en henvisning fra din læge til en psykolog, kræver det, at din problemstilling falder ind under nogle bestemte kategorier, og den krise-udløsende hændelse skal være sket inden for de sidste 6 mdr. Kategorierne er:
Røveri-, volds- eller voldtægtsoffer (herunder også psykisk vold)
Trafik- eller ulykkesoffer
Pårørende til alvorligt psykisk syge personer
Ramt af alvorlig invaliderende sygdom
Pårørende til personer ramt af invaliderende sygdom
Pårørende ved dødsfald
Lettere depression, alder mellem 18 og 37 år
Forsøgt selvmord
Fået foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge pga. misdannelser eller lignende ved barnet
Inden det fyldte 18. år været udsat for seksuelle overgreb
Jeg synes, du for en sikkerheds skyld skal snakke med din læge om din situation, og så kan han/hun vejlede dig omkring, hvordan du bedst muligt kan få hjælp.
Hilsen Suh
Hej Suh
Min veninde og jeg er blevet virkelig uvenner omkring noget med hendes ex-kæreste og mig. Jeg er meget ked af det og ved ikke, om jeg bare skal vente, til hun bliver god igen af sig selv, eller om jeg skal gøre noget.
Hvad er bedst for at reparere et venskab? Bare at give det tid eller at gøre noget aktivt?
Veninden
Kære Veninde
Øv, det er da smadder ærgerligt, at du og din veninde er blevet uvenner. Der findes ikke noget endegyldigt svar på, hvad der er det mest rigtige at gøre i en sådan situation. Det kommer an på så mange ting.
Men ofte er det en god idé at gøre noget aktivt for at blive gode venner igen, måske der er misforståelser, der kan opklares, eller sårede følelser, der kan undskyldes for?
Forståelse og accept af hinandens følelser (jeg kan godt forstå, at du blev ked af det/sur, når du oplevede det sådan, det er jeg ked af) hjælper som regel vældig meget på helingen af et brudt venskab. Og hvis disse ting stadig ikke tør din veninde op, ja, så må du være tålmodig og vente på, at hun er parat til at genoptage kommunikationen og måske også venskabet igen.
Held og lykke med det.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, eller mail til: Suh@Udfordringen.dk
