100-årig bevægelse går et nyt forår i møde
For nogle år siden kom de hertil i tusinder – unge mennesker fra hele verden, ikke mindst de nordiske lande der arbejdede som volontører på kibbutzer.
Mange i Skandinavien vil huske NORKIV (Norske Kibbutz-Venner), DAKIV (Danske Kibbutz-Venner)og SVEKIV(Svenska Kibbutz-Venner ), der til enhver tid havde over et tusind unge på nogle af Israels mange kibbutzer.
Dette projekt sluttede i takt med, at Israel mistede noget af sit omdømme, og med at det blev mere populært for unge at tage til andre lande.
Nu er der planer om at genoplive ideen om, at unge på ny tager til kibbutzer som frivillige. Dette sker i forbindelse med kibbutzens 100 års jubilæum, der finder sted i disse dage, og hvor der en opfordring til unge fra 50 lande om at komme til et stort stævne i Israel næste sommer med henblik på at genoplive det udenlandske volontørarbejde på kibbutzerne.
I denne forbindelse vil kibbutz-bevægelsen, der forener alle landets kibbutzer, lancere et socialt netværk: www.kibbutzvol.com i stil med Facebook hvor tidligere volontører kan snakke om dengang, uploade gamle fotografier og finde savnede venner fra deres kibbutzdage.
For en tid siden blev det store jubilæumsår markeret med en ceremoni i den første af disse landbrugskolonier, kibbutz Degania ved Genezaret Søen. Blandt deltagerne var præsident Shimon Peres – en af grundlæggerne af kibbutz Alumot – der talte til de mange gæster fra en nylig færdigbygget rekonstruktion af Deganias første træhus,
Kibbutzen har i sine 100 år ændret sig drastisk. Den begyndte som et zionistisk-socialistisk eksperiment. I den anden halvdel af det 20. århundrede blev det imidlertid stadig mere klart, at kapitalismen havde sejret over socialismen – og kibbutzerne fulgte trop. De måtte opgive idealet om en kooperativ tilværelse med fælles ansvar og værdier.
Kibbutzerne er imidlertid stadig et elitesamfund, hvorfra der kommer uforholdsmæssigt mange fremtrædende militærfolk, politikere og intellektuelle. Under 6-dages krigen i 1967 var 200 af Israels faldne 800 soldater fra kibbutzer hver fjerde.
Omkring 118.000 personer lever i dag i 268 kibbutzer, fra det nordligste Israel til Rødehavet i syd. De udgør blot 2.5 procent af Israels indbyggertal, men gør sig gældende, som om de var langt flere.
Mange havde travlt med at udtale mindeord om kibbutzen, siger kibbutzbevægelsens sekretær, Zeev Shor, men 3.000 nye medlemmer er bevis på, at kibbutzen vender tilbage og tilmed vokser.