Action skal engagere forældre
Tre teologer former nu en handlekraftig kristendom for igen at engagere de 25-45-årige.
Tre baptistteologer tager nu livtag med troen. Med hjemmesiden Etskridt.nu vil de nå de 25-45-årige med en anderledes karsk og handlekraftig kristendom og udfordre dem til at tage egne små eller store skridt.- Vi lavede en undersøgelse, der viste at aldersgruppen 25-45 år har svært ved at forholde sig til Bibelen. Den virker støvet, fordi vi har forkyndt den på den støvet måde. Vi vil nu udfordre dem med en kristendom, der ikke blot er rette holdninger, men også rette handlinger, ikke blot dogmer, men kristen praksis, siger Allan Ibsen fra Tølløse Baptistkirke.
Han har taget initiativ til Etskridt.nu sammen med præsterne Ole Lundegaard og Lasse Åbom fra Korskirken i Herlev, der også er en baptistkirke.
– Vi tror, fremtiden ligger i at gå tilbage til det oprindelige, siger Allan Ibsen.
– Vi har alle tre lært om kristendom på universitetet ved at gå tilbage fra Luther og Calvin til Paulus. Vi vil den anden vej, fra Adam til Abraham og videre til Jesus. Og læse Bibelen ud fra den sammenhæng, han levede i.
Hvad er succeskriteriet?
– Når jeg i mit liv kan se, hvilke konkrete skridt, jeg skal tage, når andre begynder at gøre det, som er sandt for dem det som med et modeord hedder autenticitet.
– I grupper og menigheder vil nogle føle, de bare skal lære at komme til tiden; for andre vil det være at stå til regnskab for den måde, de bruger deres tid og penge på.
Allan Ibsen tror, aldersgruppen 25-45 år vil sætte pris på en mere handlekraftig kristendom.
– De er pressede, og det er ikke dem, der slider på kirkebænkene. Hvordan gør vi troen relevant for dem? spørger han og kommer selv med svaret:
– Jeg længes efter, at Bibelen igen bliver min lærebog. Mange har lagt den på hylden, og den er blevet støvet, fordi lærdommen omkring den har været støvet. Nu skal den tilbage som medie på lige fod med min iPod og MacBook! Vi skal tage Bibelen alvorligt, for den er relevant.
Eller som en anden af teologerne i initiativgruppen udtrykker det i bladet Baptist.dk:
– Vi har brug for at genopdage, hvad det vil sige at være Jesu discipel, skriver Ole Lundegaard.