Dårligt tv skader kirker
KKR/TV tager nu afstand fra kristne kanaler med dårlig kvalitet. UCB tager til genmæle. De gør mere skade end gavn!
Det siger KKR/TVs direktør Tore Pansell om de mange kristne tv-stationer, der fik sendetilladelse, da det analoge tv-signal blev udskiftet med et digitalt signal.
– Det kan da godt være, at en enkelt sjæl er blevet omvendt hist og her. Men samlet set mener jeg, at udsendelserne har gjort mere skade end gavn for frikirkerne i Danmark, siger han til magasinet domino.
Bladet nævner kristne tv-stationer som Regional Broadcasting Network ved Christian Laursen, DKNET TV, TV7, Glory TV og også UCB-TV.
– En del af det, vi viser omverdenen gennem kristent tv, giver et forkert billede af den kristne verden i Danmark. Jeg ved godt, at alle, som arbejder med kristent tv, kun ønsker, at seerne skal komme til at kende Gud, men der sendes altså nogle ting, som har den stik modsatte effekt, siger Pansell.
Og det møder protester hos UCB-TVs direktør Per Nielsen:
– Jeg vil sige som en kendt reklamemand: Halvdelen virker, halvdelen virker ikke. Problemet er, at vi ikke på forhånd ved, hvilken halvdel, der virker!
Tore Pansell mener, meget kristent tv ikke er kulturrelevant.
Men Per Nielsen mener, UCB-TV leverer mindst lige så gode programmer som KKR/TV:
– Da begge stationer sendte på Kanal København, lå vore musikprogrammer med Bill Gaither altid på top 3-listen over mest sete programmer. Vi var langt foran KKR/TV i seertal. Og de efterfølgende koncerter har vist, at ca. halvdelen er kirkefremmede.
Men det er jo amerikansk?
– Er det nu et problem? Skal vi kun spille dansk strengemusik? Hvis der kun må være en måde at lave kristent tv, ender det med, at der også kun må være en måde at være kirke på, og så skal vi til at lukke en masse kirker. Det er jo ikke rimeligt.
Tore Pansell understreger, at han ikke har noget imod konkurrence, tværtimod. Konkurrence skærper alle.
– Men jeg er ked af den kvalitet, som flere af de kristne tv-stationer sender ud. For alle kristne bliver af folk og af Mediesekretariatet opfattet som værende i én og samme pose, og da kommer de, som lægger meget tid og mange penge i at lave noget godt, til at betale prisen, fordi de dårlige programmers ry fuldstændig ødelægger billedet, siger han.
Men her er Per Nielsen heller ikke enig.
– Rundt om i landet dukker selvbestaltede smagsdommere op, som vil belære hele folket og især kirkefolket om hvad godt kristent tv er! Det kan vi ærlig talt ikke bruge til ret meget, siger han.