Giv knus i stedet for løsninger
Lektion 28:
Mænd vil gerne give praktiske løsninger og gode råd. Men kvinden vil ofte hellere have forståelse og medfølelse.Når vi deler en smertefuld tanke eller udleverer følelser, har vi brug for to arme omkring os – ikke en mund der giver os råd.
Råd, som ikke er ledsaget af følelsesmæssig intimitet, virker som at sætte en skål jordnødder på bordet med en etiket: Du må ikke spise!
Det er smertefuldt og vanskeligt for en praktisk mand, at han ikke kan hjælpe sin kone med hendes følelser, på samme måde som han skifter pakningen på en vandhane. Ingen af ægtefællerne er ansvarlige for hverken årsagen til eller løsningen på den andens følelsesmæssige kriser. Begge ægtefæller er ansvarlige for at vise forståelse og sympati. Ikke mere. Og ikke mindre. (Se Udfordringen uge 33 for at genopfriske lektionen om følelser.)
Efter at vi var flyttet ind i et stort hus med plads til to familier i Pennsylvania, gik jeg (Bobbie) rundt i to år og sagde: Jeg hader dette hus!
Min mands standardsvar var: Jeg skal nok købe et andet hus til dig, elskede. Han ville reparere mit følelsesliv, så at han aldrig mere behøvede at høre sådan nogen udsagn om et hus, han kunne lide. Men i stedet irriterede han mig, så jeg svarede ved at gentage de negative udtalelser.
Endelig var der en ven, der nægtede at lytte til mine negative udsagn. Hun stillede et spørgsmål i stedet for at give råd: Hvad er så forfærdeligt ved det her hus?
Jeg var målløs. Ingen havde spurgt mig om dét. Alle andre havde forsøgt at undgå min negativitet. De følte sig ilde berørt af, hvad jeg sagde. Den omstændighed, at denne veninde lyttede til mig, hjalp mig til at komme videre fra irritationen til at finde ud af, hvad det virkelige problem var. – Nemlig manglen på privatlivets fred i et hus, hvor der boede endnu en familie; problemet med at have gæster, når vi ikke kunne tilbyde dem overnatning i et dejligt gæsteværelse; støvet pga. at der blev fyret med kul; og det faktum, at vi ikke kunne tage en beslutning uden at skulle forholde os til to andre voksne, gjorde mig stresset, nedtrykt og udkørt.
Efter at have talt med min veninde, blev jeg opsat på at løse problemerne. Jeg bad Herren om tålmodighed til at leve med det, jeg ikke kunne ændre. Jeg skar også ned på mine negative udtalelser fra mere end 24 om året til mindre end to.
Hvis min mand havde indset, at jeg talte ud fra mine følelser og ikke fra fornuften, ville de negative udsagn være forsvundet mange måneder før. Jeg bad højt, på den eneste måde, jeg formåede det, om at nogen ville forstå min smerte og frustration ved at flytte fra et hus med fire soveværelser og tre badeværelser til et hus, der kun var halvt så stort med to soveværelser og et badeværelse.
Hvis ikke, min kloge ven havde lyttet godt nok til at vide, at jeg bad om forståelse – ikke om råd – kunne jeg have fortsat med denne klagesang, indtil min mand og jeg forlod Pennsylvania og vendte hjem til Richmond, Virginia, tolv år senere.
