Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Jeg er en kvinde i 40erne, gift på 15. år med en helt almindelig mand. Sammen har vi 2 børn, en på 15 og en på 12. Både min mand og jeg har fuldtidsarbejde. Ved siden af har vi vores egne ting, jeg sidder i menighedsrådet, mens min mand er aktiv i spejderarbejdet + en anden bestyrelse. Og midt i det hele har vi et virkelig godt og velfungerende samliv, både rent praktisk, men også følelsesmæssigt. Vi er uden tvivl hinandens bedste venner, og når vi har konflikter, helmer vi ikke, før vi har løst dem.
Jeg har stor respekt for min mand, som ikke går af vejen for at snakke om følelser eller egne svagheder. Uden at være en tøse-dreng, for han er nemlig samtidig en rigtig mand med hår på brystet, som sagtens kan være både distræt og alt for løsnings-fokuseret. Men det hører jo med, når man har valgt at leve sammen med en mand. Jeg selv er langt fra perfekt, men jeg gør rigtig meget ud af at fortælle ham, hvad jeg har brug for, og hvad mine drømme og ønsker er, for han er jo ikke tankelæser, selvom det nogle gange ville være rigtig dejligt, at han var det. Jeg prøver også at være opmærksom på at fortælle ham, når han laver noget, som gør mig rigtig glad når han bare rammer helt rigtigt! Og jeg tror, at jeg kan kræve meget af ham, fordi han ved, at jeg er uhyre stolt af ham og synes, han er verdens dejligste mand. Af samme grund har jeg slet ikke noget problem med at gøre mig lidt lækker for ham, jeg føler det slet ikke som nogen pligt at gøre noget ud af mig (selvfølgelig ikke hver dag, men de fleste), og jeg kan mærke, at han synes, jeg er smuk og lækker og attraktiv. Det gør mig glad og også glad for mig selv og giver mig energi til at kunne give endnu mere både til ham, til mine børn og til mine omgivelser.
Vores sexliv er godt og velfungerende, jeg synes ikke, det er en sur tjans, som bare skal overstås, men nyder det i fulde drag. Også her prøver vi at være ærlige omkring vore ønsker og behov, omend det har taget nogle år at få en helt ærlig og åben kommunikation på dette område. Men det er absolut sliddet værd! Jeg er aldrig i tvivl om, at han respekterer mig og ønsker det bedste for mig, og det får derfor mig til også at have lyst til at imødekomme hans behov som på en eller anden måde også bliver mit behov.
Grunden til at jeg skriver alt dette, er fordi, jeg bliver så ulykkelig over at læse og høre så meget om, hvor mange par, der har det elendigt sammen. Så mange, der ikke kan få det til at fungere, endsige tror på, at det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg bliver så ked af at høre om alle de mange kvinder, der tror, at det er okay at leve i et glædesløst eller kærlighedsløst forhold, eller som tror, at alle mænd er egoistiske idioter. Jeg bliver også rigtig ærgerlig over at læse og høre, at så mange kvinder ikke nyder sex med deres mænd, men at det snarere er en kedelig tjeneste, de gør deres mænd. Man kan nå så langt med en ærlig og åben kommunikation og ved at lade alle angrebene falde til fordel for en lyst til at prøve at forstå og imødekomme den andens behov.
Jeg vil bare så gerne sige, at det godt kan lade sig gøre, og at man slet ikke behøver at være en slags overmennesker, være styrtende rig eller styrtende intelligent. Man skal bare kunne gå i sig selv, tilgive både sig selv og den anden og turde vise sin partner den sårbarhed, man måske skammer sig over. Og så skal man ville det og ikke være bange for at bede om hjælp hos sine nærmeste mht. gode råd og inspirationer.
Hilsen Den tilfredse!
Kære Tilfredse
Tusind tak for dit meget dejlige og opmuntrende indlæg. Det er både skønt og vigtigt at minde sig selv og andre om, at et godt og sundt parforhold ikke er en myte, men noget, der faktisk kan opnås. Man kan så ikke se helt bort fra, at kombinationen af personerne og dermed deres indstilling til at ville arbejde med selverkendelse og udvikling måske ikke altid findes i lige så store mængder, som det lykkeligvis gør hos jer. I sådanne tilfælde kan det være en stor og reel frustration, at man ikke oplever at komme videre. Men her er det jo netop godt, som du også foreslår, hvis man tør åbne sig for en ven/veninde, et andet vennepar eller en professionel, så man kan få inspiration og gode råd til, hvordan man kommer videre.
Mange tak dog for, at du minder os om, at man i et parforhold kan opnå ALT, hvis begge parter bare er indstillede på ærlig og åben kommunikation og tilgivelse i passende mængder. Jeg håber,
du og din mand fortsat vil være til opmuntring og inspiration for andre!
Hilsen Suh
Hej Suh
Jeg har et spørgsmål vedr. drømme, hvad betyder drømme generelt, og kan man sige noget om, hvis man har nogle mareridtsagtige drømme om en nylig afdød (ven)?
Hilsen V.
Kære V.
Alle mennesker drømmer ikke alle er lige gode til at huske det, vi drømmer men alle gør det, fordi det er et behov, vores psyke har. Her bearbejder vi rester af indtryk fra dagen, eller ting, som vi af forskellige grunde ikke har kunnet bearbejde i løbet af dagen, som regel fordi vi ikke har kunnet håndtere det. Disse sidste kommer ofte til udtryk som mareridt eller mærkelige drømme, som umiddelbart ikke giver mening. Mange mennesker reagerer promte ved at prøve at glemme det eller i hvert fald skubbe det væk. På denne måde får psyken fortsat ikke bearbejdet temaet til bunds, og den er derfor stadigvæk nødt til at gøre det via drømme. Man kan sige, at psyken prøver at meddele sig gennem vore drømme et slags opråb om, at der her er noget, man er nødt til at give opmærksomhed.
Hvis man har et særligt tema i sine drømme, kan det meget vel være en god idé at fordybe sig lidt mere i dette tema i vågen tilstand. Fx i forhold til din konkrete situation, hvor du har mistet en ven, kan det være et udtryk for, at din hjerne og dit hjerte er kommet lidt i konflikt med hinanden.
På den ene side fortæller din hjerne dig måske, at der ikke er noget at gøre, det er slut, og at du skal se at komme videre. Andre opmuntrer dig måske endda netop til dette. På den anden side er tabet af din ven smerteligt, du savner måske ham/hende, og det efterlader et tomrum i dig. Dine drømme kan måske derfor være et udtryk for de ambivalente følelser, der opstår, fordi du ved, han/hun er død, men samtidig følelsesmæssigt har brug for at holde ham/hende i live. Og det er der slet ikke noget forkert i, for selvom dem, vi holder af, dør, så kan de jo på en måde godt leve videre i os. De har jo været med til at gøre os til dem, vi er i dag. Og hvis vi lader dem leve videre i os ved at dele minderne om dem, tale om dem, huske dem, hvad de sagde, hvordan de så ud, hvordan de duftede osv. så mister vi dem ikke på samme måde, som hvis deres daværende eksistens – og tabet af dem – på en måde bliver tabu, for di vi skal komme videre.
Prøv derfor at tale med nogen om dine følelser og tanker omkring din ven og måske også om døden i det hele taget, for ved at give dette mere fokus i vågen tilstand bliver du også selv mere opmærksom på, hvad du egentlig føler inderst inde.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, eller mail til: Suh@Udfordringen.dk