At vandre er at leve
Krarups guide til den danske klosterrute imponerer fortsat – nu med bind 3.At rejse er at leve: Denne sentens af H. C. Andersen er efterhånden gentaget til ulidelighed. Det er derfor med en vis tøven, jeg drister mig til en lille omskrivning af den, når jeg kort skal opsummere mit indtryk af det 3. bind af Jens Kristian Krarups imponerende udførlige guide til den ca. 1800 km lange klosterrute fra Helsingør til Frederikshavn. Men jeg vover alligevel pelsen: At vandre er at leve.
Ruten forbinder 48 steder, hvor der blev bygget klostre i middelalderen; men på trods af udgangspunktets alder er der ikke noget at mærke på tur-guiden selv. Han har sørget for, at også cyklister kan være med: Indimellem er vejen knoldet og lidt besværlig, men farbar med god vilje og ekstra muskelkraft (s. 7). Det anbefalede tempo er langsomt til moderat. Det sikrer den vigtige fordybelse.
Fokus ligger på temaerne kirke, kunst, historie og natur. Udover selve rutebeskrivelsen er der naturligvis alt det, en sådan guide skal indeholde: Der er detaljerede kort, henvisninger til overnatnings-, spise- og indkøbssteder samt andre praktiske oplysninger og generelt baggrundsstof. Det hele garneret med gode fotografier.
Der er blevet plads til rigtig meget endda – og det forunderlige og det fine er, at det alligevel ikke føles for kompakt. Turen går denne gang – ganske aktuelt – gennem den kommende nationalpark med nogle af Danmarks biologisk og kulturhistorisk set mest interessante skove; ca. en tredjedel af turen går gennem disse områder. Her er vi bl.a. også på vandring med Søren Kierkegaard.
Helsingør forbindes oftest med Kronborg, men mindre kendt er det måske, at byen også er knyttet til den verdenskendte (orgel)komponist Buxtehudes navn. Mange ved måske heller ikke, at Per Kirkeby i 2002 forestod Gurre Kirkes altertavle. Eller at det helt op til først i 1400-tallet i mange kirker stadig var normalt, at dåbsbarnet blev fuldt neddykket. Sådan er der så mange små overraskelser på turen.
Ved at lade placeringen af kirker og klostre være turens disposition lægges der direkte op til, at vandringen også kan have et meditativt/spirituelt aspekt. Og måske også et økumenisk:
Luthers tale om en forpligtende tilværelse i kaldet og under korset er milevidt fra et moderne, jegcentreret og behovsfikseret livssyn. I opgøret med dette livssyn bindes den katolske og lutherske spiritualitet sammen i troen på Guds virkelighed og det helliges plads i menneskers liv … (s. 195).
Og karakteren er altså 5 vandrestave (ud af 5 mulige). Godt gået!
Jens Kristian Krarup:
Den Danske Klosterrute
Fra Helsingør til Slangerup
– med Eskilsø
224 sider 299 kr. Unitas