Én som lyset skinner igennem

Af Jacob Bank Møller, Teolog og forlagsredaktør
og bor i Kolding. Jesus sagde: ”I er jordens salt og verdens lys.” (Matthæusevangeliet 5,13-16)

Jacob Bank Møller

En skoleklasse blev vist rundt i Nidarosdomen i Trondheim – Norges største og mest imponerende kirke. Undervejs fortalte guiden om bygningens historie og udsmykning, blandt andet om de helgener, der er afbilledet i katedralens glasvinduer.
Da rundvisningen var forbi, ville guiden vide, hvad børnene havde lært under besøget. En lille gut rakte fingeren i vejret og sagde: ”Jeg har lært, hvad en helgen er. Det er en, som lyset skinner igennem.”
I den lutherske tradition, har vi af historiske årsager haft et lidt belastet forhold til helgen-begrebet, ikke mindst fordi helgenerne ifølge den katolske forståelse lå inde med et overskud af gode gerninger, som kunne komme andre til gode – hvilket reformatorerne tog afstand fra.
Men det er helt i orden, at vi også fejrer Allehelgen i vores lutherske kirketradition og mindes dem, som er gået forud for os. Dem, som efter et langt (eller kort!) liv er døde i troen på Kristus. Mennesker, som, mens de levede, var lys og salt i denne verden.
Saltet og lyset er imidlertid tvetydige begreber: Saltet er på den ene side konserverende og smagsforstærkende, men det svier, hvis det havner i et åbent sår.
På samme måde spreder lyset mørket, det varmer og skaber klarhed, men samtidig afslører det også, hvad der gemmer sig i krogene.
Når Jesus taler om, at hans disciple er lys og salt i verden, hører begge aspekter nok med. I øvrigt er det værd at bemærke, at Jesus siger: I er jordens salt, I er verdens lys. Ikke: I skal være, eller I: må tage jer sammen og blive, men: I er. Og ordene er vel at mærke henvendt til Judas, som forrådte Jesus, Peter, som fornægtede ham, Thomas som tvivlede på ham osv. Den slags mennesker kalder Jesus for jordens salt og verdens lys.
Det er der trøst og opmuntring i for os, når vi indimellem vender blikket indad og finder, at troen i bedste fald lyser op som en forkølet sparepære. Men sagen er, at vi retter blikket det forkerte sted hen. Vi skal ikke se indad, men udad eller opad, om man vil – mod Kristus.

Da Jesus så de mange mennesker, gik han op på den nærliggende bakke.
Matthæusevangeliet 5, 1.
Maleri af Marianne Mortensen – gallery-bible-art.dk

Som det var for disciplene dengang, er det nemlig for os i dag. Lysets og saltets kraft beror ikke på noget hos os selv. Det er nærkontakten med Jesus, der er afgørende. Ikke personlige egenskaber eller kraftpræstationer.
Jesu ord rummer også en advarsel. Saltet kan miste sin kraft, og lyset kan sættes under en spand, hvor det ikke gør nogen gavn og med tiden vil kvæles. Nemlig når troen holdes skjult, eller man ikke vil stå ved den. Derfor handler det om at bevare kontakten til Jesus. Vi må først lade os salte af ham for selv at kunne være salt, der modvirker forrådnelsen i verden. Og vi må først lade hans lys oplyse de mørkeste kroge hos os selv, før dette kærlighedens og tilgivelsens lys kan brede sig til andre.
Når vi her ved Allehelgen lader tankerne gå tilbage til dem, vi har mistet, sørger vi, netop fordi de døde er uden for vores rækkevidde, men samtidig tænker vi på, hvad de betød for os og for vores tro, mens de levede.
Naturligvis var de ikke fejlfrie, ligesom vi ikke er det. Men de lyste! – for de var oplyst og gennemlyst af ham, som er det sande lys. Den lille fyr i Nidaros havde fat i den lange ende – måske mere end han selv var klar over.
En helgen er nemlig ikke en, som lyser i kraft af sig selv, men en, som lyset fra Jesus skinner igennem. Dette lys kaster også glans over vores sorg og savn. Døden får ikke det sidste ord. Der venter en opstandelsesmorgen, hvor Guds lys endegyldigt skal fortrænge mørke og ondskab.