Et lys i mørket
I slummen i Brasilien spreder Håbets Hus lys blandt gadebørn, der ellers har mørke fremtidsudsigter. Gennem omsorg og sambafodbold får livet ny værdi.Jeg har engang hørt en sige om de kristne: I er verdens lys. Men hvordan lyser man et sted, hvor der allerede er lyst, hvor ens lys mister sin kraft? Svaret er nemt og kræver ingen uddannelse; man finder ganske enkelt blot et sted, der er mørkt.
Jeg befandt mig i sommer i Brasilien, nærmere betegnet Recife. Byen er meget fattig, og det meste af byen er slum. Her mødte jeg en dansker, ved navn Ulrik, som havde fundet dét sted for mange år siden, hvor han kunne lyse.
Manden er tilknyttet et YWAM center i byen, hvor han har bygget et hus, som har navnet Håbets Hus. Her tager de løbende gadedrenge ind, for at give dem muligheden for et normalt liv.
Accepterer gadebarnet deres hjælp, skal barnet være villig til at give afkald på sit misbrug. Derfor kommer de først ind i et andet hus, hvor de bliver isoleret fra alt, hvad de kender til. De får det, vi kalder en kold tyrker.
Efter 14 dages tid i dette hus, bliver de flyttet til Håbets Hus, hvor de bor sammen med andre tidligere gadebørn. Her får de skolegang, har huslige pligter og lærer om Jesus. De er omgivet af kærlige medarbejdere, som hjælper dem til at blive integreret i et samfund, hvor de tidligere, som de selv udtaler, blev behandlet og kigget på, som var de dyr og intet værd.
Ulrik er blevet et lys for gadebørn i Recife, hvor en tredjedel af alle gadebørn dør inden de er fyldt 18 år.
En tidligere gadedreng ved navn Cicero fortæller om sin oplevelse af at være i Håbets Hus:
– Inden jeg blev taget ind i huset, levede jeg på gaden, fordi mine forældre slog mig. Jeg var bange og ville ikke være derhjemme. Jeg blev misbruger af stoffer, og gaden blev mit nye hjem.
– Jeg følte mig uelsket og intet værd, indtil den dag hvor Ulrik og hans kone Nubia, tog mig til sig. De elskede mig som deres egen søn. Igennem dem lærte jeg Jesus at kende, og lærte at jeg er meget værd og har noget at give til andre mennesker.
– I dag er jeg gift og går på universitetet, hvor jeg læser idræt. Jeg arbejder også som frivillig i et projekt Show de Bola, for på den måde at give lidt tilbage af, hvad jeg selv har modtaget.
– Jeg er meget taknemlig, for det ,de har investeret i mit liv. Jeg fik en ny chance, slutter Cicero.
Ulriks drøm er, at der skal bo mange i Håbets Hus, da der er plads til 20 børn. Men i øjeblikket bor der kun ni drenge. For at kunne tage flere børn ind, kræver det frivillige, men også økonomi, for uden dette,kan drengene ikke gå i skole, få mad, tøj etc. Derfor tager de ikke flere ind, end de har ressourcer til.
Et andet projekt som findes på samme center, er projektet Show De Bola. Dette er et fodboldprojekt, som blev startet i 2006 af en tidligere professionel brasiliansk fodboldspiller, Milton. Han er et meget passioneret menneske, som efterhånden har fået travlt, da projektet hele tiden vokser.
Projektet rækker ud til kvarterets børn og unge igennem fodbold. Formålet er at holde dem væk fra kriminalitet og stoffer samt at opfordre dem til at gå i skole, respektere andre og tage sig af familien. De lærer , at Jesus elsker dem og har store planer for dem, samt at de kan blive til noget og gøre en forskel, dér hvor de er.
Det skal nævnes, at for overhovedet at være en del af et fodboldhold i Show De Bola, skal man passe sin skole. Projektet startede med 15 drenge men tæller i dag omkring 150 børn og unge.
Tre gange om ugen går frivillige, som er tilknyttet projektet, ud i kvarteret, for at tale med børnenes familier. De taler med familien om, hvordan det går i skolen, i hjemmet og blandt venner. Milton har meget at sige i dette kvarter – alle kender ham og har stor respekt for ham. Han er blevet et lys i byen Recife. Men for at holde projektet kørende er han afhængig af alt den støtte, han kan få, da projektet hele tiden vokser, og ressourcerne er få.
Af Sara Nadia Friis
