Glade børnesange

Albummet ’Grøn som en abe’ er den første børne-cd fra Lise Petersen. Lise er tidligere kendt fra cd’erne ’Bred dine nådesvinger’ og ’Påskemorgen slukker sorgen’.
Sammen med sit band har hun indspillet 12 børnesange for de yngste. Sangene er flot arrangerede, og Lise Petersen bliver undervejs suppleret med sang og små sjove kommentarer af flere børnestemmer.
Det er enkel, glad musik med klare stemmer, kontrabas, guitar og tangenter. Som voksen lytter får man en smag af sin egen barndom i børnesangene, som både har en smag af tradition og nye tilsæt.

Teksterne handler selvfølgelig om Gud og har fokus på, at Han er Skaberen, nærværende i det daglige og vores himmelske Far. Der er også sjove pudsige tekster, som fx i titelsangen ”Grøn som en abe”.

Sangene er hentet fra sangbogen ’Syng med’ fra Forlagsgruppen Lohse. Får man lyst til at synge med, kan de voksne finde teksterne i det medfølgende lille hæfte indlagt i coveret. Det charmerende cover har Gertrud Hjelm Kongshøj sørget for, og dermed har cd’en fået sin rette indpakning.
En smuk, enkel og inspirerende cd, som rammer plet hos de yngste børn.
/lt

Lise Petersen:
Grøn som en abe
33 min • 149,95
Refleks