Sådan kontrollerer du dine tanker
Lektion 34Inden jeg blev kristen, kunne jeg, når jeg så en flot mand på gaden, tænke på, hvordan han mon ville være i sengen.Efter at Jesus kom ind i mit liv, blev denne vane ved at plage mig, især når jeg prøvede at bede.
Jeg råbte til Gud: Hvad skal jeg gøre? Jeg er hjælpeløs. Jo mere jeg prøver at holde op med at tænke visse tanker, jo stærkere bliver billederne.
Lidt efter lidt lærte jeg ved at læse i Bibelen og kristne bøger, og efter at have talt med venner, jeg kunne stole på, hvordan jeg skulle holde mit sind rent.
Der kan være en masse modsætninger i vort sind. I det ene øjeblik kan vi blive fristet til at dagdrømme om et forhold; i det næste planlægger vi en romantisk aften med vores ægtefælle. Sindet har brug for et sikkerhedsnet af planlagt disciplin.
Jesus sagde, at synden begynder i sindet og advarede os: I ved, Toraen (De fem Mosebøger, red.) siger: Du må ikke bryde ægteskabet. Men jeg siger Jer, at enhver mand, der ser på en kvinde med tanker om utroskab, han har allerede begået ægteskabsbrud i sit hjerte. Mattæus 5, 27-28.
I Ordsprogenes bog finder vi den samme tanke: For som han tænker i sit hjerte, sådan er han. (Norsk overs. )
Engagementet disciplinerer sindet, så det ikke skal dvæle ved tanken om et liv med en anden ægtefælle. Skilsmisse, separation, selvmedlidenhed og en dårlig indstilling til ægtefællen begynder i sindet og ender i retten med knuste hjerter.
Den første tanke om skilsmisse begynder med den løgn, vi hvisker til os selv i hjertet – såsom: Jeg fortjener noget bedre. Eller: Jeg orker ikke at blive behandlet sådan én dag til. Jeg har gjort alt, hvad jeg kan, for at få ægteskabet til at fungere. – Det er det, vi siger til os selv, der afgør, hvordan vi lever!
Bibelen taler om en særlig kur for et sind, som befinder sig i et minefelt, hvor der når som helst kan ske en eksplosion: Desuden opfordrer jeg jer, kære venner, til at fokusere jeres tanker på det, der er sandt og ædelt, ret og rent, det man værdsætter og taler godt om, ja, alt, hvad der udmærker sig og er værd at rose. Fil. 4,8.
1. Undgå selvcentreret tænkning: Jeg tænker på det her igen og igen. Jeg bliver aldrig fri. Jeg er så hæslig. Hvordan kunne jeg igen bukke under for den tanke? Vi kan blive ved med tænke på en fantasielsker eller skilsmisse resten af livet, hvis vi kun regner med vores egen svage styrke.
2. Se ikke på dig selv, men på Herren Jesus. Hjælp mig! Du må vinde denne sejr for mig! Råb på Jesus hundrede gange om dagen, hvis det er nødvendigt. Lad din magtesløshed drive dig til Jesus.
3. Kald syndige tanker for synd. Bed: Far, jeg synder. Jeg begærer en anden mand (eller kvinde). Tilgiv mig min synd.
4. Brug forud planlagt disciplin. Når der dukker syndige tanker frem, som forstyrrer dit sind, så sig inden i dig selv, eller højt: Far, nu vælger jeg at tænke på… (Fadervor, Salme 23, et digt, skriftsteder osv.) – Eller bestem på forhånd, at du vil bede for alle på kontoret, i kirken eller i familien.
Min mand Myron anbefaler det, han kalder pro-aktiv tænkning. Når han fristes til at se på en kvinde som et seksuelt væsen, snakker han til sig selv og minder sig selv om den åndelige værdi, ethvert menneske har: Hun er et godt menneske – et Guds barn – én jeg skal respektere i tankerne.
Forud planlagt disciplin virker, fordi vi ikke kan tænke på to ting samtidigt. Denne disciplin vil vise sig at være uvurdérlig i alle mentale kampe mod utroskab, som vi måtte have at kæmpe med i vores ægteskab.
Tal sammen om, hvilket af de fire ovenstående kriterier til et rent sind, du synes, er vanskeligst. Forklar, hvad du mener. Indrøm over for din ægtefælle, at en syndig tanke kan dukke op. Dietrich Bonhoefffer (tysk præst og modstandsmand, Life together, Harper & Row, N.Y., 1954) sagde: Synden vil gerne være anonym. Den skyr lyset. I mørket af det uudtalte forgifter den et menneskes hele væsen. – Hvad er det, du frygter for, så du ikke bekender for din ægtefælle, at du ønsker at blive sat fri fra grimme tanker? (Er det frygten for at virke dum; for at blive latterliggjort; for at du skal høre det igen – sagt af andre; for at det skal blive brugt mod dig en anden gang?
Er noget af den frygt ubegrundet?
Vov at være så intim, at du deler en tanke med din ægtefælle som hun/han aldrig ville have tænkt på, hvis ikke du havde nævnt det.
Advarsel: Når du er den lyttende ægtefælle, skal du udtrykke taknemmelighed over for den talende, for at hun/han er så ærlig og stoler på dig. Du må vise dig tilliden værdig, så du aldrig bruger de tanker, den anden har betroet dig, mod din ægtefælle, og aldrig nævner dem for andre. Når du viser dig tilliden værdig, vil det skabe mere tillid fremover.
Fuldfør denne sætning over for ægtefællen: Jeg tænkte lige nu på …
Af Bobbie Yagel