Det er ikke sol og sandstrand, der driver mig
Louise Severinsen ønsker at gøre en forskel herhjemme. Her er 1000 ting at gøre, mener hun.Louise Severinsen drømte længe om at vende tilbage til et børnehjem i Thailand, hvor hun tidligere arbejdede. Nu er hun ikke længere så sikker. Hendes igangværende uddannelse som diakon har plantet nye idéer i hende.
– Jeg tror egentlig mere og mere på, at Gud har en vej til mig, fortæller Louise Severinsen.
Jeg møder den 28-årige studerende i Kirkens Korshærs varmestue, hvor hun i øjeblikket er på praktik fra Diakonhøjskolen i Århus. Som i kontrast til den bidende frost udenfor fortæller hun med varme om den forestående juleaften, hun skal tilbringe sammen med varmestuens brugere. Og om hvordan mødet med den kristne diakoni har ledt hende fra et helt gennemsnitlig dansk livssyn til et langt mere personligt forhold til kristendom og budskabet om næstekærlighed.
– Man skal ud at møde mennesket og gøre noget og være en forskel. Det er budskabet i diakonien, forklarer Louise Severinsen, mens hun gør klar til en kop kaffe i lokalet oven på den nedlagte kirkesal i Nørre Alle, hvor den århusianske varmestue holder til for tiden.
Faktisk var Louise Severinsen, der nu er i gang med sit tredje år på uddannelsen, slet ikke klar over, at praktikperioden indebar en juleaften væk fra familien i Esbjerg. Men det er ikke et problem for hende. Kirkens Korshær var hendes første prioritet, da hun skulle vælge praktiksted, og det har hun ikke et øjeblik fortrudt.
– Jeg er jo ikke her den 24. for at fejre jul. Jeg tager slet ikke mine traditioner med og har ikke nogen idé om, hvordan jeg vil have, at juleaften skal være herinde. Det er op til dem (brugerne af varmestuen – red.), hvad de har brug for. Om jeg så skal sidde ude på gangen sammen med en, der hader julen så er det dét, jeg gør.
For hende handler det om glæden ved at være noget for et andet menneske.
– Det er en stor udfordring og en kæmpe gave at være her, siger praktikanten med et smil, der ikke efterlader nogen tvivl om, at hun mener hvert et ord.
– Der er mange, der kun har ét syn. Og det er på sig selv.
Louise Severinsen er grundlæggende et optimistisk menneske men egoisme og karriereræs har hun ikke meget tilovers for. Hun har 1000 ting, hun drømmer om at lave om i det danske samfund til fælles bedste, og faktisk har de praktikoplevelser, som Diakonhøjskolen har givet hende, antydet for hende, at det måske slet ikke er i Thailand, hendes fremtid ligger.
– Jeg havde ellers en drøm om at vende tilbage til det børnehjem i Thailand, hvor jeg tidligere har arbejdet frivilligt. Men jeg tror mere og mere på, Gud har en vej til mig. Og måske er vejen her i Danmark. I hvert fald har jeg set, at jeg faktisk kan gøre en enorm forskel for mennesker også her i mit eget land.
Netop fordi Louise Severinsen hverken er drevet af drømmen om penge, sol, sandstrand eller karriere, har hun valgt at lade sine praktikperioder bringe hende i berøring med steder og miljøer, der kunne give hende maksimale udfordringer. Det første halve års praktik tilbragte hun i en helt almindelig vuggestue, mens hun drømmer om at tilbringe tredje og sidste praktikperiode i Grønland.
På Diakonhøjskolen glæder forstander Jens Maibom Pedersen sig over, at Diakonuddannelsen med sit fokus på praktik er med til at sikre forbindelsen mellem teori og virkelighed.
– Gud har ikke kun skabt de kristne. Gud har skabt alle mennesker. Og derfor er det en grundtanke for diakonien, at vi kan og skal møde medmennesket, hvor det er, forklarer han.
Diakonuddannelsen er derfor ikke forkyndende, men båret af en tro på, at kristne værdier tilfører socialpædagogikken noget afgørende. Man kan møde både ikke-troende og andre overbevisninger blandt ansatte og elever på Diakonhøjskolen. Den kristne grundtanke om næstekærlighed er dog altid den bærende kraft.
Louise Severinsen er heller ikke opvokset i et specielt kristent miljø. For hende er det lidt af et lykketræf, at hun havnede på Diakonhøjskolen.
Et socialt engagement og en lyst til at gøre en forskel for andre har hun dog altid haft med sig. På Diakonuddannelsen får hun rig mulighed for det, når hun som de øvrige elever i praktikken skal prøve teorien af i virkelighedens verden.
På Kirkens Korshærs varmestue er der pludselig travlt. Venlige mennesker er kommet forbi med et overskud af 1700 æbleskiver, der jo nok kan bruges i løbet af julen. Man tager glad imod, og for et øjeblik er Louise Severinsen distraheret fra samtalen ved det lille spisebord med plasticdug og juledekoration. Straks efter er hun dog tilbage, og da samtalen slutter, kan Louise Severinsen også holde fri. Hun kan dog ikke lade være med at tænke på de hjemløse:
– Det er selvfølgelig fint at få fri fra arbejde, men det er ikke så rart at skulle lukke varmestuen mellem 14 og 24. Der er koldt derude, bemærker hun.
Af Johannes Konstantin Neergaard
