Det jeg desværre ved

Jeg har været så uheldig at se en dokumentar, hvor en dansk filminstruktør påviser, at store mobiltelefonfabrikanter – heriblandt Nokia – bruger metaller, som er udvundet af børnearbejdere under usle forhold i Congo.
Nogle gange opholder børnene sig en uge ad gangen i små snævre og mørke minegange, fordi det er for anstrengende for dem at kravle op og ned. Frank Piasecki Poulsens dokumentar ”Blod i telefonen” blev vist på DR2 en tirsdag aften i november 2010, og jeg, som ellers ser meget lidt fjernsyn, var så uheldig at se den.
Da Nokia blev konfronteret med de kolde facts, var de glatte som ål. Selv om de er gnedet ind i skidt, var de uden vilje til at tage ansvar for andre end sig selv. De ville ikke garantere, at deres telefoner i fremtiden bliver mærket, så forbrugere kan være sikre på, at de ikke ved at købe en Nokiatelefon støtter borgerkrig og børnearbejde i Congo.
Jeg har et problem, for min gamle Nokiatelefon er gået i stykker, og jeg skal egentlig købe en ny, og det kan jeg jo ikke. Min klæbende, uafrystelige samvittighed stritter imod. Hvis jeg bare aldrig havde set den dokumentar, så havde jeg for længst erhvervet mig en ny lækker mobillos, måske en Iphone. Så kunne jeg, lige som alle andre almindelige mennesker, der til forskel for mig lever i lykkelig uvidenhed om de problematiske metaller i mobiltelefonerne, have sendt jule- og nytårshilsner til venner og familie. Men det har jeg altså ikke kunnet, og nu ved I hvorfor. Undskyld alle sammen!
Min familie er trætte af mig – mine venner har opgivet mig. Jeg står dagligt i fare for at fare vild, blive væk eller glemme vigtige aftaler. Jeg kan ikke sende en hurtig sms til DSB og høre, hvornår toget går. Jeg ved faktisk aldrig rigtig, hvad klokken er, og jeg har mistet alles telefonnumre, så jeg kan ikke engang bruge fastnettelefonen.
Jeg er isoleret i verden. Bare på grund af en dum dokumentar, som jeg tilfældigvis kom til at se.
For hvad man har set, kan man få ondt af …