EU fjerner kristne højtider
EU har netop udgivet en skolekalender, som i overraskende grad mangler de kristne højtider. Det er den velrenomerede britiske blogger Archbishop Cranmer, der beskriver den nye kalender.
Kalenderen er bemærkelsesværdig ved både at indeholde muslimske og jødiske højtider som Eid og Hanukkah samt de verdslige EU-dage, men helt at mangle ikke bare mindre højtidelige dage som Sankt Hans, men både jul og påske. Selvom det kan lyde lidt som en vandrehistorie, bedyrer bloggeren, at han kan stå inde for sandfærdigheden. Historien kommer dog også bag på ham, da den europæiske præsident i øjeblikket er romersk katolsk, og illustrerer ifølge ham, at EU i sin grundtanke er ugudeligt.