Gør dit tv relevant
DR vil give unge valuta for licenspengene.
Nyt projekt giver dig indflydelse på dit tv-program.Har tv noget at sige dig, der er ung og kristen? Det kan du selv være med til at sikre.
DR Partisan er et projekt, der går ud på at give DR ren besked om, hvad de 18-25-årige vil have for medielicensen. Sådan beskriver DR selv en ny idékonkurrence, hvor deltagerne har mulighed for at sætte et fingeraftryk på tv-programmet.
På en Facebook-side tager projektets ansvarlige imod idéer til nye ungdomsprogrammer. Derefter er det brugerne selv, der ved afstemning finder de fem bedste idéer. Konkurrencen foregår over fem runder det giver i alt 25 idéer, hvoraf en jury til sidst skal kåre den bedste.
Præmien? 30.000 kr. til at føre program-idéen ud i livet – mens resten af Danmark forhåbentlig belønnes med bedre og mere relevant ungdoms-tv.
Her er det ingen ulempe at være kristen og kendt med kirke. Som del af den kristne familie har du adgang til et stort netværk af unge, der tænker som dig og har de samme værdier.
Sådan et sammenhold kan have stor værdi, når det er stemmerne, der tæller.
Det kender Camilla Swartz Andersen til. Hun er 22 år, personlig kristen og ansat som Community Manager i DR Partisan-projektet. Det job fik hun ved en ansættelsesproces, der bl.a. involverede Facebook-stemmer.
– Jeg blev hevet ind til jobsamtale, og derefter blev 10 udvalgt til at være kandidater, som skulle kæmpe om at vinde jobbet i en stor afstemning på Facebook. Med stor hjælp fra bl.a. det kirkelige miljø vandt jeg afstemningen med knap 9000 stemmer over 22 dage, siger Camilla Swartz på IMUs hjemmeside.
Anden runde i idékonkurrencen er netop begyndt. Hver runde varer 20 dage.
Læs mere om konkurrencen på dr.dk/partisan – eller find det på Facebook.