Hverdagens helte
Hvorfor er Fatima, William og Mama Baluba ikke nomineret til årets helt?
Det er årstid for uddeling af priser. Filminstruktør Susanne Bier har vundet en Golden Globe for sin film Hævnen. Sangerinden Fallullah har vundet P3 Prisen. Og Anna Lynge er kåret som Årets Helt 2011 for sin indsats for selvmordstruede teenagepiger.
Af Svend Løbner
Nyhedsredaktør og leder af Kirkeligt Medieakademi
Priserne er sikkert alle sammen fortjent. Men når nu det er årstid for fortjenstmedaljer, har jeg lige et par ekstra kandidater:
Jeg synes, Fatima Abdullah fra Hargeisa i Somaliland skal have en pris for at passe sin multihandicappede søn Rashid. Fatima er alenemor, for faren forlod hende og hendes tre børn, da lægen frarådede parret at få flere børn. Nu må Fatima forsørge sin lille familie som servitrice i en af Hargeisas mange te-barer.
Jeg synes også, William Kutrajam fra Myanmar fortjener hæder, fordi han i årtier trods undertrykkelse er forblevet i sin by for som præst at tage sig af sin menighed. Med fare for sit eget liv går han ind i de omkringliggende skove for at opsøge og hjælpe fattige og flygtninge.
Og så synes jeg, Mama Baluba fra byen Usa River i Tanzania fortjener stor hæder, fordi hun tager sig af sine 10 børnebørn ved gå på markedet hver dag for at sælge grøntsager. De fleste af hendes børn er døde af AIDS, og hendes mand er alvorligt syg. Så hun er eneforsørger selv om hun for længst burde være gået på pension, for ikke at tale om efterløn! På markedet kan hun tjene 5 kr. om dagen. Et kilo ris koster 6
Nu vi er i gang, skal vi måske standse op ved en af indfaldsvejene til Kolkata i Indien. Her bor tusindvis af mennesker i papkasser opstablet i midterrabatten. De kæmper for overlevelse i en by, der ikke lader sine indbyggere leve længere end til omkring de 50.
Der er millioner af hverdagens helte både ude i den store verden og herhjemme, hvor der ikke går en tv-avis, uden der snakkes om velfærd. De hjemløse, de enlige, de syge, de fremmede. Der er rigtig mange, der kæmper og de kæmper godt.
Der er ikke priser nok til dem alle. Men lad os påskønne dem alligevel. Både når vi møder dem i hverdagen, og når vi ser dem i medierne.
Ved Danmarks Indsamlingen på lørdag har både du og jeg chancen for at give en hæderspris til alle Afrikas unge. Ikke en ubrugelig statuette, men et økonomisk rygstød til deres fremtid.
