Ruths kontroversielle abortvideo bakkes op

Ruth Evensens musikvideo mod abort får opbakning fra de to danske anti-abort-foreninger.
– Jeg håber med denne musikvideo at kunne redde menneskeliv.

Ruth Evensen fik aggressiv modstand fra feministen Anne-Grethe Bjarup Riis i Aftenshowet.

Det siger Faderhusets leder Ruth Evensen efter lanceringen af en kontroversiel musikvideo, der sidestiller abort med folkemord.
Videoen er lagt ud på hendes hjemmeside og blev vist 5000 gange det første døgn.
Måske hjulpet på vej af et indslag i Aftenshowet på DR1, hvor Evensen virkede fattet og saglig i modsætning til hendes modpart i diskussionen, feminist og skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis, der kaldte hende ”fræk”.
– Kvinderne har foretaget et valg, og du slår dem oven i hovedet. Det er uanstændigt, sagde Bjarup Riis.
– Men jeg viser bare virkeligheden, og den er værre end filmen. Jeg vil fortælle, hvad der foregår: At det er legemsdele, der suges ud af kvinderne ved abort, svarede Ruth Evensen.

Virkeligheden er værre

Ruth Evensen får opbakning fra foreningen Retten til Liv, der har kæmpet mod fri abort siden 1993.
– Hun har fat i noget rigtigt, for selv om videoen er barsk, så er virkeligheden jo altså endnu mere barsk, siger landsleder Ellen Højlund Vibe til Udfordringen.
Samtidig kan hun ikke skjule en vis skepsis:
– Man må spørge sig selv, om tonen ikke er lige lovlig skinger, om Ruth Evensen gør dette for at provokere for provokationens egen skyld.
– Måske er det farvet af det, man ved om Faderhuset, tilføjer landlederen.
– Men hun har fat i sandheden, for det er sandt, det videoen skildrer, slår Ellen Højlund Vibe fast.

Abort er folkemord

Også den anden danske anti-abort-bevægelse Respekt for Menneskeliv hilser Ruths abort-video velkommen:
– Uanset hvad man mener om Ruth Evensen, så er denne video altså ikke ueffen, siger Ingegerd og Torben Riis, der er hhv. formand og redaktør for bevægelsen.
– Der er ikke noget, vi ikke kan skrive under på. Oplysningerne er gode nok. Og det med at sidestille abort med folkemord er jo ikke løgn. Man kan diskutere, om det er smagfuldt, og om det er en genial taktik, men det er jo på sin vis rigtigt nok. Uønskede børn slås ihjel ved abort.
– Kan videoen få nogen i tale, er det fint for os, siger parret Riis, der pointerer, at de ikke forholder sig til, hvad Ruth og Faderhuset ellers foretager sig.

En hjertesag

Selv forklarer Ruth Evensen:
– Abortsagen har altid været en hjertesag for mig. Jeg har aldrig forstået, hvordan man kan tage livet af et andet menneske, uanset om det har set dagens lys eller ej.
I dag afskaffes ca. 40 børn i mors liv hver dag.