Skriv til Suh
Har du et problem?
Så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk.
Ikke alle breve offentliggøres.
Du er velkommen til at være anonym,
hvis du ønsker det.
Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk.
Jeg har svært ved at sige nej
Kære Suh
Jeg er en kvinde midt i fyrrerne, er gift og har to børn. Jeg synes, jeg generelt er velfungerende, men har dog alligevel det problem, at jeg har rigtig svært ved at sige nej til opgaver i kirken, som jeg egentlig ikke orker – eller hvis jeg er syg – at få mig til at sygemelde mig på arbejdet. Jeg har egentlig altid tænkt på det som tegn på, at jeg er meget pligtopfyldende. Og at det altså er en god egenskab, men her på det sidste er jeg begyndt at tænke på, at det nok også handler om noget andet, der er knap så sundt. Tak, om du kan give mig nogle kommentarer om det.
Venlig hilsen
Den pligtopfyldende
Kære Pligtopfyldende
Lad os slå fast fra starten: at være pligtopfyldende er bestemt en god egenskab! Det er både sundt og godt, at andre mennesker, både din familie og dine venner, men også dine arbejdsmæssige relationer kan regne med, at du som udgangspunkt holder, hvad du lover, og at du tager din del af slæbet. Det handler om evnen til at påtage sig et ansvar, om at kunne mønstre noget selvdisciplin, men også om respekten for andre mennesker. Så hold du blot fast i at være pligtopfyldende.
Dér hvor du måske har brug for at skærpe din opmærksomhed er i definitionen af dine pligter. Hvad og hvor mange er de egentlig? Måske tager du ukritisk for mange pligter på dig som du derfor ud fra egen moral og værdisæt bliver nødt til at udføre? Fx kan det være, at din grundlæggende indstilling til dit arbejde er, at jeg skal altid møde op og må aldrig forsømme en eneste opgave, uanset hvad. Dette er selvfølgelig på det ubevidste plan, men hvis du tænker dig godt om, kan det være, at det er noget, du kan genkende? Hvis dette er grundsætningen for dit forhold til dit arbejde, så giver det god mening, at du ikke kan få dig selv til at sygemelde dig. Det vil jo i så fald komme til at betyde, at du afviger fra din grundholdning. Ligesådan over for din kirke: hvis din grundsætning her er: Jeg er kun en ordentlig kristen, hvis jeg altid siger ja – ja, så er der jo ikke så meget at rafle om, så er du ganske enkelt nødt til at blive ved med at sige ja til alt fra den kant.
Mange kan godt gennemskue det usunde i sådanne grundsætninger, når vi sætter fokus på dem. Og det er netop det, det handler om at blive bevidst om, hvad det er, der ligger til grund for vore handlinger. Når vi bliver klar over det, er det nemlig muligt for os at vælge at handle anderledes. Så prøv engang at tænke lidt over, hvad dine grundsætninger egentlig er hvad driver dig ? og prøv så at erstatte dem med nye og sundere grundsætninger! Fx jeg møder altid op på arbejde, når jeg er frisk og rask men ikke når jeg er syg. Eller jeg vil altid sige ja til opgaver i kirken, når jeg har lyst og overskud ellers lader jeg nogle andre gøre det. Gentag dem ofte for dig selv, og mind dig selv om dem. På den måde får du nye præmisser for, hvad der er ok at gøre/ikke gøre, og det vil med tiden blive nemmere for dig at sige fra.
Hilsen Suh
Min søn mistede en nær ven
Kære Suh
Min søn på 24 mistede for et halvt år siden en nær ven ved en trafikulykke. Han blev naturligvis meget chokeret og berørt af det og har sidenhen været meget indesluttet og også fysisk lukket sig meget inde i sin lejlighed. Han passer sit arbejde, men kommer ikke rigtig ud mere og bruger heller ikke de andre venner, som han har. Jeg prøver på at snakke med ham om det, for min mand er ikke så stærk til det med at sætte ord på følelser, men det bliver ikke til så meget. Han siger som regel bare, at han er okay, men det kan jeg jo mærke, at han ikke er. Jeg er bekymret for ham og ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Hilsen Moren
Kære Mor
Det er naturligvis altid et hårdt slag at miste nogen, man holder af, og særligt under sådanne dramatiske omstændigheder. Det er helt naturligt, at din søn har brug for tid til at sørge og komme sig over tabet i. Hvor længe det varer, kan man ikke sætte præcis tid på, men dine observationer får mig alligevel til at tænke, at du har ret i, at han måske sidder fast i noget, han burde få lidt hjælp til. Mange unge mænd kan have svært ved at sætte ord på deres følelser det er de måske ikke så vant til, som pigerne ofte er. Du skriver, at din mand også har det lidt svært med at sætte ord på følelser. Så måske har din søn det dérfra, hvilket igen gør udfordringen for din søn endnu større, da hans far sikkert er hans mandlige rollemodel. Ud over, at det rent praktisk er vanskeligt og fremmed for din søn at snakke om de svære ting omkring vennens død, har han måske samtidig en opfattelse af, at det er forkert for en mand at gøre? Hvis du derfor fortsat ikke får held til at trænge igennem til din søn, vil jeg helt klart opfordre din mand til at komme på banen! Han kan måske blive den nøgle, der får din søn til at turde lukke sig op. Fordi han kan gå foran netop som rollemodel og vise, at det er både nødvendigt og i orden at snakke om disse ting med andre. Det kræver naturligvis, at din mand er indstillet på at gøre en indsats, så jeg synes, du først og fremmest skal snakke med ham om din bekymring. Hvis din mand er forskrækket over et sådant tiltag, kan I måske gøre det sammen, hvor han så blot er tydeligt på banen. Du kan evt. hjælpe din mand med at finde nogle gode startreplikker, da det lyder som om, du er mere erfaren på det punkt. Du kan også prøve at tænke over, om der er andre mænd i familien/omgangskredsen, som kunne være med til at snakke med jeres søn. Og i sidste ende kan det være en idé at bestille en tid ved en professionel. Fordelen ved denne sidste mulighed er, at jeres søn slet ikke behøver at tænke over, om han taber ansigt, eller om han sårer nogen omkring sig med sine tanker/udbrud. Jeg har flere gange oplevet, at unge mennesker faktisk er villige til at tage af sted til en samtale med en professionel, når tilbuddet gives dem.
Uanset hvad, vil jeg i hvert fald opmuntre dig til fortsat at være opmærksom på jeres søn og blive ved med at prøve på at hjælpe ham i gang med at få snakket med nogen om det, der rører sig i ham.
Hilsen Suh
