DR skal formidle kristen kulturarv!
Tove Videbæk
Folketingskandidat i Vestjylland f. Konservative
Det er sjældent, man direkte bliver glad af at læse en avis. Men det blev jeg lige præcis, da jeg læste om den nye public service-kontrakt for 2011-2014. Heri forpligtes Danmarks Radio nemlig til at “lægge særlig vægt på sin rolle som initiativtager til og formidler af dansk kunst og kultur og den danske kulturarv, herunder den kristne kulturarv.” I en forklarende note står der, at dette “indbefatter dækning af morgenandagt og kristne højtider”.
Det betyder, at vi fremover ved kristne højtider som jul, påske og pinse samt andre helligdage kan forvente, at DR sender programmer i relation til disse dage.
Der har været en del negative kommentarer fra forskellige politiske partier om disse linjer i den nye public service-aftale. Det, synes jeg, er uforståeligt, og jeg sætter stor pris på kulturminister Per Stig Møllers og andres indsats på dette område. “Dækning af kristne højtider” burde egentlig være en selvfølge i et land, som har kaldt sig “kristent” i århundreder, og som har en rig kristen kulturarv, der er en del af den danske identitet Derfor er det mere end naturligt, at den kristne kulturarv genspejles i aftalen med DR. Ydermere er dette vigtigt, “fordi mange danskere, herunder også DR-ansatte, i stigende grad lever uden historisk bevidsthed og med både fordomsfuld og indskrænket viden om kristendommens aftryk i kultur og arv”, som chefredaktør Erik Bjerager formulerer det i Kristeligt Dagblad.
Flere politiske partier udtaler, at DR allerede sender mange gode udsendelser med rod i kristendommen. Helt enig. Det nye er blot, at DR fremover er forpligtet til at sende morgenandagter og markere de kristne højtider.
Baggrunden for modstanden mod DR’s nye forpligtelse – samt imod Fadervor m.v. i skolerne – siges at være hensynet til bl.a. muslimske indvandrere. Men dette, mener jeg, er ramt helt ved siden af. For hvis vi skal kunne inkludere og integrere anderledes troende indvandrere i vort samfund, så er det vigtigt, at vi selv er kendt med vore egne rødder. Tolerance kræver, at man selv ved, hvem man er, og hvad man tror på. At man selv er rodfæstet og kender sit eget lands værdier.
Jeg glæder mig allerede til i forbindelse med kommende helligdage at se og høre nye programmer, som “dækker de kristne højtider”. Og jeg glæder mig til, at DR vil hjælpe mange danskere med at få styr på, hvad de kristne højtider betyder, og hvor rig den danske kristne kulturarv er.