Til en vis grænse
Denne gang lykkedes det: Susanne Biers film om overskridelse af menneskelige grænser, Hævnen, fik en Oscar.Susanne Biers Oscar-vindende film Hævnen er absolut værd at se – ingen tvivl om det! Men man skal være forberedt på at se en historie, der næsten føles som at få en kniv stukket ind i brystet og mærke den blive vredet rundt, ikke bare en, men adskillige gange.
Et kort handlingsresume af hensyn til dem, der endnu ikke har set den:
Den svenske og dansk gifte læge Anton arbejder i en flygtningelejr i Afrika, mens hans kone Marianne har begæret skilsmisse efter, at han har været hende utro. Deres søn Elias bliver til stadighed mobbet i skolen – indtil Christian kommer ind i klassen. Han er søn af en irsk mor og en dansk far, og de har boet i London, men far og søn er flyttet tilbage til København efter, at moderen er død af kræft.
For Christian findes der kun en lov: Ondt skal gengældes med ondt – bliver man slået, slår man igen.
Historien udvikler sig til adskillige hævnaktioner, indtil en af aktionerne kommer til at koste liv (næsten). Og det er næsten ikke til at holde ud at se på, fordi der spilles så overbevisende af ikke mindst filmens to hovedskikkelser, Anton (Mikael Persbrandt) og Christian (William Jøhnk Nielsen), der på flere måde er hinandens modpoler. Man tror på dem, sådan som de fremstilles – selv om det måske ikke fremgår tilstrækkelig tydeligt, hvorfor Christian er blevet så hadefuld.
På dvden er der som ekstramateriale et interview med Susanne Bier, hvor hun bl.a. fortæller om filmens hovedtemaer: hævn, tilgivelse og håb og om, at mennesker kan være nok så idealistiske, men de er det alligevel kun til en vis grænse. Dette at man kan tåle meget, men altså kun til en vis grænse, ser Bier som en essens af menneskets natur.
På den ene side fortæller filmen altså en histiorie om, hvordan vi håndterer provokationer og aggressioner, og på den anden side om længslen efter retfærdighed, om tilgivelse, og om, at der trods alt også må være håb.
Instruktøren ønsker med filmen at stille nogle spørgsmål om de nævnte temaer, som får os til at tænke over dem og tale med hinanden om dem.
Susanne Bier er her i landet især kendt for sin store romantiske succeskomedie Den eneste ene, men har også tidligere opnået en Oscar-nominering med Efter brylluppet.
Filmen har manuskript af Anders Thomas Jensen, der har leveret manus til en lang række danske filmsucceser, bl.a. Blinkende lygter og Adams æbler. I 1999 fik han en Oscar for bedste kortfilm, Valgaften.
Hævnen (DVD) 113 min.